Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Dansk kvinde blev kvalt

Skrevet af Kathrine Hesner, tir, 10/11/2015 - 10:30

Krimi og katastrofe

KRIMI: Hun blev fundet kvalt på hotelværelset af sin danske mand, som har siddet fængslet siden. Nu kommer sagen for en jury.

Sagen om en dansk turist, der blev kvalt i Torre del Mar, kommer for retten som et tilfælde af vold i hjemmet. Alligevel vil dødsfaldet ikke indgå i statistikkerne over vold mod kvinder, 'violencia machista'.

Dramaet udspillede sig på det firestjernede Hotel BQ Andalucía Beach, der ligger tæt på Torre del Mars centrum.

Efterforskningen af den døde turist på hotellet mangler stadig at fastslå en ret central sag: motivet. Kilder tæt på efterforskningen bemærker dog, at dødsfaldet indtraf efter en nat med fest og alkohol.

Policía Nacional har ikke fundet tilstrækkelige beviser til at klassificere sagen som vold i hjemmet, men instruktionsdommeren anser alligevel, at kvinden er død som følge af vold begået af en mand.

Jury skal få styr på historien

Retslige kilder bekræfter til Laopiniondemalaga.es, da drabssagen mod manden, der har siddet fængslet siden juni, kommer til at køre som en nævningesag.

Mandens forklaringer har været fyldt med modsætninger, så i første omgang var politiet ret interesseret i resultaterne af obduktionen.

Her blev det slået fast, at kvinden døde ved kvælning, men var ikke muligt med sikkerthed at fastslå, hvordan det var foregået. Derfor gennemsøgte politiets teknikere naturligvis også hotelværelset i håb om at finde supplerende beviser.

Men de mange modsætninger i den anklagedes historie gør, at man mistænker, at han har manipuleret gerningsstedet i et forsøg på at skabe sig et alibi.Selv har han hele tiden nægtet sig skyldig.

Fundet død på værelset

Liget af kvinden blev fundet om morgenen den 21. juni på hotelværelset på femte sal, som hun delte med sin mand. Han var den, der opdagede liget og løb ned i hotellets reception og bad om hjælp.

Læs mere om hans konfliktende forklaringer her

Ifølge hotellets direktør, Andrés Guerrero, sagde den omkring 50-årige dansker, at hans hustru havde problemer med at trække vejret. Manden virkede forvirret og beruset. Angiveligt havde den danske kvinde været død i nogle timer på dette tidspunkt.

Senere forklarede han til politiet, at han simpelthen var kommet tilbage til hotellet og havde fundet sin partner bevidstløs på badeværelset med ledningen fra en hårtørrer viklet omkring halsen.

Ifølge hans vidneforklaring fik han hende genoplivet, lagde hende i seng og lagde sig selv til at sove ved siden af hende. Da han vågnede om morgenen, var hun død.

Der er endnu ikke sat nogen dato for, hvornår sagen starter. Strafferammen lyder på 10 til 15 års fængsel.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.