Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Dansk skuddrama afsluttet i Málaga

Skrevet af Kathrine Hesner, tor, 17/01/2019 - 11:35

Krimi og katastrofe

VIDEO: 24-årig skød en person i København og flygtede derefter til Benalmádena på Solkysten. Nu har spansk politi smækket håndjern på ham.

Nationalpolitiet har anholdt en person i Benalmádena, Málaga, på en europæisk arrestordre udstedt af Danmark. 

Manden betegnes som farlig, efter at have skudt en person i København med et AK-47-gevær.

Det skriver det spanske indenrigsministerium i en pressemeddelelse torsdag formiddag.

Flygtningen er 24 år gammel og af afghansk oprindelse. Anklagen lyder på, at han åbnede ild mod medlemmer af en rivaliserende bande. Én blev alvorligt såret, da han blev ramt i maven.

Betjente fra Policía Nacional kunne skride til anholdelse mandag i Benalmádena. Den unge afghanske statsborger har været eftersøgt for drabsforsøg siden september sidste år.

Flygtigen W.A. blev identificeret efter et benhårdt efterforskningsarbejde hos nationalpolitiet i Spanien, der har været på sporet af ham siden slutningen af 2018. Man har hele tiden mistænkt, at manden opholdt sig på kysten et sted vest for Málaga By.

Kørte fra velkendt park

Mandag den 14. januar observerede politiet så den mistænkte sætte sig ind i en taxi i nærheden af ​​Parque de la Paloma i Benalmádena.

Det er et meget populært og velbesøgt område med legepladser og restauranter, så politiet besluttede at afvente situationen og blot følge efter taxien. 

Efter at have afventet det helt rigtige tidspunkt, fik politiet stoppet taxien, og manden blev anholdt. Han forsøgte at snige sig udenom ved at fremvise et bulgarsk kørekort med et billede af sig selv i, men under et andet navn. 

Men den hoppede de spanske betjente ikke på, og han blev anholdt.

Ifølge pressemeddelelsen fra spansk politi tilhører manden en kriminel organisation med base i Danmark. I september åbnede han ild med en AK-47-riffel mod medlemmer af en rivaliserende bande og ramte ​​som nævnt en af dem i maven, og han blev kritisk såret. 

Se video fra anholdelsen her:

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.