Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Dansk, ulovlig tv-distributør i Mijas

Skrevet af Kathrine Hesner, tir, 10/10/2017 - 10:11

Krimi og katastrofe

KRIMI: Tusindvis af skandinaviske kunder i hele Spanien har set ulovligt tv. Nu er tre personer anholdt i Málaga - heriblandt en 40-årig dansker i Mijas.

Policia Nacional har afsløret en ulovlig distributør af betalings-tv-kanaler rettet mod et skandinavisk publikum.

I den forbindelse har man ransaget en adresse i Mijas og to i Málaga By.

Her har politiet blandt andet beslaglagt danske kontanter, IT-udstyr, flere biler og luksus-ure, så der er ingen tvivl om, at det har været en givtig forretning.

Følg med i nyhederne ved at like vores facebookside

Firmaet har da også haft tusindvis af kunder i hele Spanien, der betalte 35 euro per måned for at kunne se tv.

Det skriver Policía Nacional i en meddelelse til Spanien i Dag.

Baseret i Fuengirola

En af de tre anholdte personer er bagmanden, som beskriver som en mand på 40 år af dansk nationalitet. De er nu alle tre mistænkt for blandt andet bedrageri i forbindelse med tv-rettigheder samt hvidvaskning af penge.

Efterforskningen blev indledt i april.

Virksomhed er baseret i Fuengirola, og der er angiveligt tale om piratkopiering af forskellige tv-signaler, hvormed firmaet har kunnet markedsføre kanalerne til en meget lavere pris til europæiske borgere i Spanien. Ifølge politiets pressemeddelelse er kunderne primært af skandinavisk oprindelse.

Kunderne fik tilsendt en dekoder-enhed, der forbinder fjernsynet til internettet og på den måde blev der skaffet adgang til kanaler.

Tv-kanalerne blev tilbudt gennem IPTV-teknologi, som gør det muligt at sende tv gennem bredbåndsnet til private.

De ansvarlige har haft tusindvis af kunder i Spanien, der har betalt minimum 35 euro om måneden for at få adgang betalingskanalerne.

Tre ransagninger

Da politiet skred til anholdelse blev tre adresser ransaget: Hjemadressen på den danske, 40-årige mand, der bor i Mijas, samt to adresser i Málaga. 

Blandt de beslaglagte genstande er 30 computerenheder, flere luksus-ure, dokumenter, fem biler og nogle kontanter; 1.361 euro og 6.300 kroner. 

Man beslaglagde også såkaldte “armas simuladas”, der er våben af en art, der ikke er til at dræbe - det kan være softguns, paintball-geværer, en attrap eller ganske enkelt en plastikpistol. Det oplyser politiet ikke nærmere om.

Efterforskerne har anmodet om fastfrysning af ​​flere spanske og udenlandske bankkonti i forbindelse med anholdelserne.

Spanien i Dag følger op på sagen...

Kommentarer

Det kunne være rart at få oplyst, hvilket navn de markedsfører sig under, så man kan se om det er den tjeneste man selv abonnerer på.
Min leverandør er borte uten noen beskjed. Om det er dem det gjelder vet jeg ikke, men de var danske og holdt til i Fuengirola.

Hej Keld

 

Da de anholdte på nuværende tidspunkt kun er mistænkte og under efterforskning, nævnes der endnu ingen navne.

 

Når - eller hvis - der på et tidspunkt foreligger et anklageskrift, kan dommeren vælge at offentliggøre navne på personer og firmaer. 

 

Venlig hilsen redaktionen (der naturligvis følger sagen...)

I Overskriften på artiklen står der jo ulovlig, ikke mistænkt. Mærkeligt at I et sted oplyser at vedkomne ikke er dømt, og det andet sted antyder at han er dømt.

Vi refererer alene politiets pressemeddelelse. Firmaet har været under efterforskning i nogle måneder, og da man kunne slå fast, at det firmaet solgte, var ulovligt, skred man til anholdelse.

 

Hvis du bryder ind i et hus, er der jo næppe nogen tvivl om, at det er ulovligt, selvom du endnu ikke er dømt.

 

At personer er "under mistanke" eller "under efterforskning" svarer til at være sigtet i Danmark. Det er, når der endnu ikke forelægger noget anklageskrift, og det er helt normal procedure. 
 

Venlig hilsen Redaktionen

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.