Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Danske rockere anholdt på Kysten

Skrevet af Kathrine Hesner, man, 11/10/2021 - 09:45

Krimi og katastrofe

VIDEO: I samarbejde med de danske myndigheder har spansk politi anholdt tre HA-rockere. Operationen er en del af en efterforskning, hvor yderligere 13 er anholdt i Danmark.

Policía Nacional har anholdt tre medlemmer af Hell’s Angels i Marbella. 

Operationen er en del af en efterforskning, hvor i alt 16 personer er blevet anholdt - 13 i Danmark og altså tre i Spanien. Personerne er sigtet for organiseret kriminalitet og narkotikasmugling.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

Spanien i Dag har rettet henvendelse til Udenrigsministeriet i Danmark for at få bekræftet anholdelserne:

”Udenrigsministeriet er bekendt med sagen, men har tavshedspligt i personsager og kan ikke oplyse yderligere.”

Kendetegnet ved den verdensomspændende motorcykelklub HAMC - Hell's Angels Motor Club - er dens struktur, der er baseret på såkaldte ‘chapters’. Det er den mest omfattende rockergruppe med mange internationale forgreninger og flere end 400 afdelinger rundt om i verden, hvoraf 16 af dem er i Spanien.

Efterforskningen blev indledt, da det spanske nationalpoliti blev opmærksom på tre medlemmer af Los Angeles del Infierno-banden, som angiveligt stod for at sende narkotika mellem Spanien og Danmark. Takket være samarbejdet mellem det spanske politi og de danske myndigheder blev det koordineret at sende en europæisk arrestordre og en europæisk efterforskningskendelse mod disse tre personer.

Efter flere politiaktioner blev operationen gennemført i slutningen af september, hvor man gennemførte 20 ransagninger. Her fik politiet anholdt de tre personer af dansk oprindelse, der var medlemmer af Hells Angels' ‘chapter’ i Marbella. De beslaglagde i den forbindelse over 55.000 euro i kontanter, 10 kilo hash, adskillige telefonterminaler - nogle af dem krypterede - en motorcykel og adskillige luksusure og smykker. 

Anholdelserne er resultatet af en langvarig efterforskning, hvor der er blevet beslaglagt samlet omkring 20 millioner kroner, store mængder narkotika og skydevåben. Seks personer er allerede blevet dømt i forbindelse med efterforskningen.

Se video fra aktionen her:

Smuglede i tomatdåser

Ved en tidligere aktion mod HA smuglede banden narko til Danmark i tomatdåser

HA er blandt de ulovlige motorcykelbander, der opererer som egentlige kriminelle organisationer, der begår alvorlige forbrydelser som narkotikahandel, hvidvaskning af penge, afpresning og anden personfarlig kriminalitet. De er alle profitorienterede og har tætte forbindelser til radikale ultrahøjreorienterede organisationer, der opererer under dække af lovligt oprettede foreninger som Harley Davison motorcykelentusiaster. 

Med denne operation har Policía Nacional nu gennemført fire operationer i år mod medlemmer af Hells Angel’s. Ved en tidligere operation anholdt man et andet medlem af gruppen i Marbella på mistanke om mord, og ved en anden operation i Málaga beslaglagde politiet 780 kilo hash gemt i tomatdåser. Læs mere her

Ved en tredje operation anholdt man et medlem fra en tysk afdeling for narkohandel, mens han planlagde at bosætte sig på Costa del Sol. 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.