Dansker anholdt på Solkysten
Skrevet af Kathrine Hesner, man, 19/08/2019 - 11:15
Krimi og katastrofe
KRIMI: Leasede luksusbiler forsvandt fra de tyske Autobahns og dukkede op igen som lejebiler i Sydspanien. Dansker “hjalp” politiet i opklaringen...
Spansk politi har afsløret et netværk, der scorede kassen på at lease biler i Tyskland og så køre dem til Spanien.
Policía Nacional slog til i Málaga, hvor man beslaglagde stjålne køretøjer til en værdi af mere end en million euro.
Tre personer er blevet anholdt i sagen, og det drejer sig om en dansker, en amerikaner og en spanier. De er nu sigtet for svindel og tyveri.
Det skriver politiet i en pressemeddelelse.
Husk at like vores facebookside
Under navnet ‘Operación Turbo' har spansk politiet altså fået sat en effektiv pind i hjulet på trioens ekstremt lønsomme forretning. Ifølge efterforskningen var der tale om organiseret kriminalitet, hvor de systematisk leasede og stjal de dyre biler i Tyskland.
Efter at have fået bilerne til at “forsvinde” fra det tyske vejnet, dukkede de pludselig op i Spanien som en del af udlejningsflåde med luksusbiler.
De fleste af de 11 konfiskerede luksusbiler blev fundet i Marbella.
Én mand leasede løs
I begyndelsen af marts kom det frem, at der i Tyskland havde været svindel i stor skala, hvor forskellige forhandlere af biler i luksusklassen var blevet snøret, og det viste sig, at den samme forretningsmand gik igen i forbindelse med forskellige virksomheder, der havde leaset et betydeligt antal luksusbiler.
Disse virksomheder leasede bilerne videre til andre virksomheder for så efterfølgende at gå konkurs. Og da bilerne da var i hænderne på tredjepart, blev de aldrig returneret.
Derfor meldte forhandlerne bilerne som stjålet til politiet i Tyskland.
Ifølge de foreløbige undersøgelser er et betydeligt antal stjålne køretøjer havnet i det sydlige Europa - herunder altså i lande som Spanien - hvor de enten er blevet udlejet eller solgt.
Dansker annoncerede på nettet
I første fase af efterforskningen fandt politiet i Marbella to biler, der var meldt stjålet i Tyskland og værdisat til henholdsvis 133.800 euro og 120.000 euro.
Politiet fandt forskellige profiler på både på Facebook og Instagram, hvor der blev annonceret leje af luksusbiler i Marbella - stjålne biler.
Der førte politiet på sporet af yderligere ni biler, og i et samarbejde med lokalpolitiet i Marbella fik man lokaliseret otte af bilerne, og med Guardia Civil i Ceuta fik man fingrene i den sidste bil der. Værdien af de 11 køretøjer overstiger en million euro.
Med beslaglæggelsen kunne politiet altså også smække håndjern på tre personer.
Den danske statsborger stod for annonceringen på nettet af de fleste køretøjer i Marbella-området. Annoncer, hvor han solgt og lejede biler uden altså at have skyggen af ejerskabet.
Danskeren var i sidste ende skyld i, at politiet kunne opklare sagen.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.