Dansker efterforskes for mord
Skrevet af Kathrine Hesner, tir, 30/05/2017 - 11:54

Krimi og katastrofe
KRIMI: Dansk mand med initialerne M.C er blevet anholdt i Fuengirola, Málaga. Han efterforskes for at stå bag en likvidering.
15. marts blev en ung mand fundet dræbt i en mørk og afsideliggende gade i Marbella. Han lå ved en scooter og havde hjelm på.
Manden var tilsyneladende blevet skudt i hovedet, og det lignede en decideret likvidering.
Mandag den 22. blev en dansk mand anholdt i Fuengirola som mistænkt i sagen.
Han sidder nu varetægtsfængslet - sandsynligvis i fængslet i Alhaurín de la Torre; Centro Penitenciario de Málaga.
Efterforskes som gerningsmand
Presseafdelingen ved domstolskontoret Tribunal Superior de Justicia de Andalucía bekræfter til Spanien i Dag, at en dansker er blevet anholdt og varetægtsfængslet.
Han bliver lige nu bliver efterforsket som mulig gerningsmand til mordet den 15. marts.
Vi får også oplyst, at manden har initialerne M.C.
Da dommeren har beordret, at efterforskningen holdes hemmelig, indtil der foreligger et eventuelt anklageskrift, kan vi ikke få mere at vide om danskeren på nuværende tidspunkt.
Mødtes med drabsmanden
Tidligere er der også blevet anholdt en anden mand i sagen. Den første blev anholdt et par dage før danskeren, men han er nu løsladt mod kaution.
Offeret var Karim D. A. En 30-årig marrokaner fra Ceuta, der ifølge Sur.es netop havde forladt et træningscenter, på den skæbnesvangre aften.
Herefter tog han hen på en restaurant, hvor han mødtes med den formodede drabsmand. Avisen skriver, at politiet mistænker, at mordet er narkorelateret. Der var ingen vidner til mordet.
Dansker nægter sig skyldig
Ifølge Sur.es nægter danskeren sig skyldig, men erkender at have mødtes med Karim den aften for at tale om noget narkohandel.
Han påstår dog ifølge mediet, at Karim satte ham af, fordi danskeren ikke havde nogen hjelm, og Karim gad ikke at få en bøde.
Danskeren skulle også have forklaret til politiet, at Karim var ude i problemer med nogle andre vedrørende narko.
Han skulle angiveligt være flyttet fra Marbella til i Fuengirola få dage før, han blev anholdt. Ifølge Sur.es har han forklaret, at han er ven med den mand, der i første omgang blev anholdt i sagen, og han fortalte danskeren, at politiet ledte efter ham. Derfor flyttede han.
Kan koste mange år bag tremmer
Vi skal understrege, at ingen er kendt skyldige endnu i sagen - faktisk er ingen endnu anklaget. Men bliver danske M. C. kendt skyldig, kan han se frem til at sidde rigtigt mange år i fængsel.
Den spanske straffelov diktere følgende vedrørende mord. Der er tale om 'asecinato', hvis man
dræber en person med overlæg eller af ondskab
for penge, belønning eller løfter
for at skjule anden forbrydelse eller forhindre opklaring
Mord har i Spanien en strafferamme på 15 til 20 år med mulighed for at blive sat op til 20 til 25, hvis der er to eller flere skærpende omstændigheder.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.