Da fjeren knækkede
Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 27/06/2020 - 07:00
Coronavirus Fly & trafik Klumme
KLUMME: Mon ikke mange - ja måske endda et flertal blandt danskerne - mente, at Mette Frederiksen fortjente en fjer i hatten for sin håndtering af coronakrisen? Men så knækkede den...
Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, fortjener ros for sin krisehåndtering. Man må da i hvert tilfælde tage hatten af for, at hun nærmest fik neutraliseret oppositionen i Folketinget, hvis det skulle have ens sympati…
Det kan vi konstatere i dag på Mette Fredriksen-regeringens et-års fødselsdag.
Den 29. maj blev dog en skæbnedag for Statsministerens politiske planer.
Det mener i hvert fald Danmarks Rejsebureau Forening, der nu overvejer et sagsanlæg mod staten.
Da den nye rejsevejledning kom den 29. maj, hvor Udenrigsministeriet med henvisning til ‘ekstra forsigtighed’ frarådede rejser til alle lande - senere med undtagelse af Tyskland, Norge og Island - helt frem til den 31. august, skete der noget...
Rejsebureaubranchen tog nemlig statsministerens ord for gode varer og annullerede hundredtusindvis af rejser fra 1. juni til den 31. august. Konsekvensen var, at de rejsebureauer, der havde pengene til det, tilbagebetalte op mod fem milliarder kroner til deres kunder.
Efter den 29. maj voksede presset på regeringen med den begrundelse, at rejsevejledningerne ikke byggede på objektive og faktuelle smitteforhold. Blandt dem, der pressede på, var vi der også fra Spanien i Dag med appel til både Udenrigsministeren og EU-kommissæren Ylva Johansson.
I dag kan vi også bevise, at der den 29. maj ikke var belæg for at fraråde rejser til Spanien på grund af smittetallet, der denne dag var på 8,92 opgjort efter den model, som regeringen offentliggjorde den 17. juni efter mødet i Udenrigspolitisk nævn. Altså ‘rigeligt under de 20.’
Også Rejsearrangører i Danmark, RID, der er charterselskabernes brancheforening, er i overvejelse om, de skal kræve erstatning for konsekvenserne af rejsevejledningen fra den 29. maj. De taler dog pt ikke om sagsanlæg og håber, det kan ske ved dialog med regeringen.
I dag er der formodentlig ingen, der er i tvivl om, hvad formålet med Mette Frederiksens rejsevejledninger den 29. maj var. At holde danskerne hjemme denne sommer, så de bruger pengene i Danmark og ikke i udlandet.
Derfor en rejsevejledning, der rakte helt frem til den 31. august og ind i en fremtid, som ingen kendte.
Og det skortede ikke på opbakning til at blive hjemme. Allerede den 7. juni kom denne reklame fra VisitDenmark, som ellers med statsmidler er sat i verden for at promovere Danmark internationalt:
Den har sikkert haft stor effekt, og rigtig godt for det. Måske lige bortset fra, at både den og et utal af andre reklamer for sommerferie i Danmark skabte lidt revner blandt danskerne. I mange tilfælde anses det ligefrem for illoyalt at ville rejse ud. Også for danskere med ferieboliger i Spanien.
Måske endda også for de i alt over 40.000 danskere, der formodes at have ferieboliger i udlandet.
Men hvad værre er jo, at Mette Frederiksen også blev tvunget til at åbne Danmarks grænser for de andre EU- og Schengenlande med smittetal, der matcher Udenrigsministeriet nye model.
Det har givet ekstra pres på efterspørgslen af sommerhuse i Danmark, flere mennesker, stigende priser og måske også øget smitterisiko?
Så til jer, der kan være så heldige at få en flybillet ned til os Andalusien: Velkommen, her har smittetallet hele tiden været lavere end i Danmark.
Og uanset forskellige opfattelser i livet skal man altid være parat til at ønske en modstander tillykke med en fødselsdag.
Så, tillykke med dagen Mette Frederiksen!
Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.
Torben Wilkenschildt
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.