“De har ingen religion”

Terrorhandlingerne i Paris er et hårdt slag mod muslimerne i Spanien - ligesom tilfældet er i Danmark og andre europæiske lande. Usikkerheden hos os andre er også vokset, men vi skal smile alligevel.

Det er ikke sjovt at være muslim og et godt menneske i hverken Spanien, Danmark eller nogen af de lande, hvor beredskaberne er hævet, og hvor jagten på de radikale “muslimer” er gået ind.

Ligesom det heller ikke er sjovt at være ikke-muslim i de samme lande, hvor frygten for nye terrorhandlinger er taget til.

Alle tænker i den forbindelse på, hvad der kan ske netop dér, hvor ens kære eller en selv måtte være på et givet tidspunkt. 

Det gør de gode muslimer også.

Fortsatte mén

Journalisten Héctor Garrido talte efter bønnen mandag med flere muslimer, der var samlet ved det islamiske center i Madrid.

Èn af dem er den 40-årige kvinde Geilana Seizon. Hun er mor til tre og blev kvæstet ved terrorattentatet i Madrid den 11. marts 2004. Hun er meget vred over attentatet i Paris og - som andre - rasende over, at Islamisk Stat begrunder sine terrorhandlinger med kærlighed til Islam.

Efter attentatet i Madrid halter hun stadig på det ene ben og har kronisk hovedpine.

Muslimer i Spanien

Der var ved udgangen af 2014 i alt 1.850.000 muslimer i Spanien. I forhold til året før var der tale om en stigning på 7,2 procent. Muslimerne udgør cirka 4 procent af den spanske befolkning - i Danmark er det tilsvarende tal cirka 4,7 procent.

60 procent af muslimerne i Spanien er indvandrere, og næsten 40 procent har spansk statsborgerskab. 

Fordelt på regioner bor der 509.333 muslimer i Catalonien, i Andalusien 298.152, i Madrid 274.907, i Valencia 194.585 og i Murcia 92.307.

Stor tryghed i Spanien?

Personligt tror jeg, at der er en stor grad af tryghed i Spanien. Vi har løbende skrevet om, hvordan spansk efterretningsvæsen og politi har fundet frem til terrorceller i landet.

Der er også utallige eksempler på, at spaniere bliver anholdt og fængslet, når de vender hjem efter at have kæmpet for IS. I Danmark har man også eksempler på det, men der er ikke blevet fængslet én eneste.

Faktisk tror jeg, at der er ret godt tjek på, hvem der opholder sig i landet - ikke mindst efter 11. marts 2004.

Og endda før. Jeg glemmer aldrig dengang i 1991, hvor jeg kom i snak med en spanier på en bar i Fuengirola. På det tidspunkt boede jeg i Marbella. Han spurgte lidt ind til mig, men afbrød mig pludseligt og fortalte, at han var Guardia Civil-betjent og fortsatte:

- Vi kender dig godt. Du bor på Avenida del Limonar nummer 144, din datter går i English International College, du spiller tennis i El Casco, du…

Først var jeg rystet over hans viden. Dernæst følte jeg mig udspioneret. Senere ændrede det sig til en rar tryghedsfornemmelse.

Egne erfaringer

Gennem mine 26 år i Spanien har jeg lært mange muslimer at kende. Rima med muslimske forældre var, dengang vi boede over for hinanden, én af min datters bedste veninder. Vi fik endog lov til at tage hende med på en tur til Marokko. Flittige forældre, der knoklede med deres lille restaurant.

Dengang Jyllands Posten offentliggjorde Muhammed-tegningerne smilede de stadigvæk til mig, selv om jeg er dansk.

Jeg vil også gerne fremhæve en anden muslim, jeg kender. Det er Fatima, hvis omsorg jeg har oplevet over for både ældre med behov for hjælp og døende. Det er ikke kun mig, men mange andre, der betragter hende som unik og helt fantastisk. Og med hende er det helt ligegyldigt, at de hjulpne danskere stort set ikke kan tale med hende.

Madrid igen

Jeg vender tilbage til journalistens samtaler ved det islamiske center.

- Vi ved, at situationen nu er blevet meget sværere for alle. Vi risikerer at modtage dårlige blikke fra andre, og vi risikerer også oftere at skulle identificere os over for politiet. Vi ser nu engang ud, som vi gør, fortæller 43-årige Alain Maroufi, som har boet i Spanien i 14 år med sin hustru og tre børn.

- Vi er forberedt på at skulle legitimere os og svare på mange spørgsmål i den kommende tid, men vi er parate til at samarbejde og vise vores legitimation i den svære situation, som også politiet befinder sig i, siger han fortsætter:

- Vi er alle bange. Terroristerne har ingen religion, og de både sårer og sviner os muslimer til. Jeg kender ingen radikale i mit netværk, men skulle jeg få mistanke om, at én skulle være det, vil jeg ikke tøve med at melde ham eller hende til politiet, slutter Alain Maroufi.

Gi’ et smil!

Jeg møder mange muslimer hver dag på min vej, i forretninger og alle andre steder. Jeg har besluttet at være ekstra opmærksom på, at de skal have et venligt smil.

På den måde kan både du og jeg bidrage til, at alle føler sig bedre tilpas. Og risikoen for at du kommer til at smile til en vordende terrorist kan vel næppe måles i promiller.

Og skulle det alligevel ske, er den eneste “risiko”, at han alligevel ikke bliver terrorist…

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend!

Torben Wilkenschildt