Det er hende, jeg vil have!
Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 16/03/2019 - 00:01
Klumme
KLUMME & VIDEO: Inés er 37 år, jurist og har alt det, der skal til: karisma, venlighed, empati, humor - og så er hun både skarp og født med det rigtige køn i disse tider...
- Du er ret vild med hende, er jeg ofte blevet spurgt, når vi har talt om aktuelle spanske forhold på redaktionen.
Og det er jeg. Jeg har ikke kunnet lade være med at sammenligne hende med hendes mandlige kolleger fra de politiske partier i årevis.
Ikke usædvanligt, at lidt selvfede mænd med magt-ambitioner betragter sig selv som de bedste kandidater til rollen som Spaniens nye regeringschef.
Men jeg vil ha’ Inés Arrimadas som kandidat til premierministerposten ved parlamentsvalget den 28. april.
Inés blev født for 37 år siden i Jerez de la Frontera. Siden da er hun blevet jurist og uddannet i administrations- og virksomhedsledelse.
Hendes parti er Ciudadanos, som hævder at være et midtersøgende højreparti, hvilket passer mig okay i Spaniens nuværende politiske billede. Der findes nemlig ikke andre partier i øjeblikket, der mener, at et stabilt samfund skal bygges hen over midten.
På den måde som vi jo trods alt kender det fra Danmark, hvor det ene forlig efter det andet stryger hen over midten, uanset om statsministeren er rød eller blå - eller når han har været lige i midten.
Samtidig har jeg faktisk også en pæn opbakning til mine synspunkter. I vores læserundersøgelse den 18. februar i år tilkendegav 34 procent, at de ville stemme på Ciudadanos, hvis de havde stemmeret.
Sådan fordelte jeres stemmer sig:
Gigantisk succes
Inés Arrimadas kan sit kram. Hun formåede som Ciudadanos' leder i det catalanske parlament at føre partiet frem til en kæmpe sejr ved valget den 21. december 2017.
Partiet fik 1.109.732 stemmer svarende til imponerende 25,37 procent, og det gav en fremgang på 11 mandater til 36 ud af parlamentets i alt 135 pladser. Intet andet parti fik et tilsvarende antal stemmer.
Inés har den store egenskab, at hun ikke bare kritiserer sine politiske modstandere - og dem er der rigeligt af i det catalanske parlament. Hun brygger kritikken op med konstruktive forslag om, hvordan det i stedet skal være.
Video
Her får du et eksempel på én af Ines Arrimadas mange taler. Det betyder ikke så meget, hvis du ikke forstår, hvad hun siger. Det handler om hendes måde at performe på og hendes karisma
Problemet
Ciudadanos’ formand og grundlægger er Albert Rivera
Albert Rivera grundlagde partiet. Den 39-årige politiker er født i Catalonien og er ligesom Inés jurist. Som stifter og partiformand er det naturligt, at han er partiets fødte kandidat til premierministerposten. Som det er for alle andre, der tænker på sig selv og ikke partiets bedste.
Albert, der blev ungkarl i november sidste år, virker da som en flink og begavet fyr. Men at brænde igennem til flest mulige vælgere har han ikke vist evnen til at magte ved de seneste parlamentsvalg.
Video
Her kan du til sammenligning se, hvordan Albert Rivera performer
Han har dog taget ét skridt. Han har kaldt Inés hjem fra Catalonien for sammen med ham at deltage i valgkampen til parlamentet og opstillet Inés som nummer to på listen. Inés er nu flyttet til Madrid sammen med sin mand for at være tæt på den intensive opløb.
Hvorvidt det vil hjælpe, kan være vanskeligt at sige. Seneste meningsmåling viser dog, at Ciudadanos falder i tilslutningen. Det kan måske være fordi, at Rivera har fået en Pedro Sánchez-fobi og ikke bestiller andet end at kritisere ham.
Nok ikke så smart, når det netop er det parti, som man skal samarbejde med, hvis det hedder hen over midten.
Man skal ikke stå der og være sur under sine taler. Det er der ingen, der gider høre på.
Nej, man skal have Inés’ friske pust, der er værd at lytte til og som giver mod på fremtiden.
Det er ikke andet end disse to herrer - Pablo og Pedro - som Inés skal vinde over
Inés ville uden tvivl appellere til masser af kvinder og hugge stemmer fra både PP og PSOE, hvor kedelige mænd fortsat står forrest. Den eneste “risiko”, som Albert ville løbe med Inés som kandidat til premierministerposten, er, at Ciudadanos ville blive det største parti i Kongressen.
Som det skete i Catalonien.
Jeg har sendt mit ønske til Albert og partiet.
Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.
Torben Wilkenschildt
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.