Det hele starter med fingermaling

At have et barns tillid er nok noget af det største, man kan opnå.

At bevare den, kan være svært.

Nu er julen på klods hold og traditionerne udfordrende. Hvis de mindste er store nok, tænker de på gaver, de helt små elsker bare stemningerne, deres forældre nyder glæden ved at kunne fejre julen med deres børn, og de gamle ved stadigvæk at kunne være med.

Snart sidder mange med barnet eller barnebarnet på skødet og taler om julen. Måske også om hele den verden, som barnebarnet nu måtte kende. I mindre eller større omfang.

Nu har jeg selv børnebørn. For få år siden havde jeg ‘kun’ barnebørn, som stadigvæk er helt forkert i dansk retsskrivning. Faktisk søgte jeg for mange år siden Dansk Sprognævn om at få barnebørn optaget. Jeg fandt ikke ordet børnebørn rigtigt, når de kun var med ét barn.

Sprognævnet gad slet ikke svare, og jeg tabte et væddemål med mine medarbejdere.

Nu er jeg så blevet så heldig at have børnebørn. Sidstankomne Andrea med Patricias mor i Spanien løste min konflikt med sprognævnet, så nu disponerer jeg over hele fire børnebørn, når jeg indkluderer Amelie, Isabelle og Raphael, hvis mor er Michela i Danmark. 

Aldersspektret er ét til 17 år, så jeg er dækket ind med alt fra vuggestue i Spanien til gymnasium i Danmark.

Svigersøns-viften er også bred: Den ene spansk og den anden fransk. Oh-la-la!

Tilmed hedder de det samme, Nicolas, og med samme kælenavn Nico. Så når vi alle er sammen, kan jeg bare kalde “Nico” - så kommer de begge, og hvis det kun er den ene, jeg vil tale med, kan jeg bare verfe den anden væk…

Selvfølgelig er glæden den samme, om det er ens barn eller barnebarn man sidder med på skødet og taler om julen eller livet.

Forskellen er selvfølgelig den store tidsforskel, der ligger mellem generationerne.

Morfar: Da du var på min alder, ønskede du dig så en iPhone eller en Android i julegave?

- Raphael, dengang jeg var på din alder, fandtes der hverken mobiltelefoner, tablets og computere og der var ikke engang fjernsyn hjemme hos mine forældre.

- Hvordan så du så børnetime og julekalender?

Isabelle, der netop er teenager, ved godt, hvad der foregår ude i verden. Hun læser ikke ligefrem aviser, men det er jo efterhånden heller ikke nødvendigt, når de sociale medier døgnet rundt bringer alverdens nyheder - omend på deres måde.

Morfar: Med al den ballade, der er rundt om i verden, tror du så, der bliver krig igen?

Morfar: Hvorfor har du så svært ved at svare,

- er det ikke noget, du kan klare?

Nu er Amelie så stor, at hun ikke længere sidder på skødet - i hvert tilfælde på ikke mit. 

Hun interesserer sig selvfølgelig for de forhold, som unge danske gymnasieelever engagerer sig i: Uddannelse, fremtidens jobmuligheder, Danmark og EU-sammenhænge.

Morfar: Hvordan kan vi få et EU-samarbejde, som er tættere på os alle?

Morfar: Hvorfor har du så svært ved at svare,

- er det ikke noget, du kan klare?

Lettere har jeg det med Andrea på skødet eller under leg. Med hendes 16 måneder har vi kun succeser sammen og endnu ikke spørgsmål, jeg ikke kan svare på.

Da hun fik sine første byggeklodser for et halvt år siden, rev hun de byggeklodser fra hinanden, som jeg byggede op. Det syntes hun var smadderskægt. Nu bygger hun selv, og når tårnet er oppe bliver der klappet i både de små og store hænder.

Andrea fik sin første smartphone - dog uden telefonnummer - da hun var ni måneder. I dag ved hun alt om, hvordan man med fingrene vælger apps og afspiller dem. Fisher Price er meget populært.

En færdighed, som falder mange svært, når man er oppe i årene. Men så er det smart at lege med børnebørnene. De kan lære en meget og på sådan en dejlig måde.

Men udviklingen kender dog nok ingen grænser. Og når Amelie, Isabelle, Raphael og Andrea en dag bliver seniorer, skal der såmænd nok også være noget, der for dem bliver vanskeligt at finde ud af.

Hvad det skulle være, har jeg ikke lige nu horisont til at finde ud af.

Det vigtige nu er også, at hygge sig med både børn og børnebørn her og nu og bare give det videre, som vi andre måtte have i bagagen. På den gode - og endelig ikke belærende - måde.

Og nok endnu vigtigere: at suge det til os, som de unge giver os tilbage. Det er jo nu engang fremtiden.

Og når nu vi skal være helt ærlige, så er betjeningen af både smartphones, iPads, tablets - og hvad de ellers kaldes - jo også den rene fingermaling., ikk?

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.

Torben Wilkenschildt