Dramatisk dag i luften
Skrevet af Kathrine Hesner, tir, 04/02/2020 - 11:01
Fly & trafik
FLY & REJSE: I går var en usædvanligt nervepirrende dag i to af landets store lufthavne med først lukning af luftrum og nødlanding i Madrid og senere også drama i Málaga.
Mandag var pulsen lige vel høj i to af landets store lufthavne, men heldigvis endte det hele godt.
Først blev lufthavnsmyndighederne pludselig nødt til at lukke luftrummet over Madrids store internationale lufthavn, Bajaras, da to piloter observerede droner i området.
Luftrummet lukkede klokken 12:40 og alle starter blev aflyst og landinger omdirigeret. Først lød meldingen, at lufthavnen ville forblive lukket frem til klokken 14:40, men det lykkedes at komme i gang igen klokken 14:20.
At flyve med droner nær en lufthavn anses som en grov lovovertrædelse og kan give bøde på op til 90.000 euro!
Men knap var pulsen kommet ned på normalen igen, før et nyt drama var i gang.
Problemer med landingsstellet
Et AirCanada-fly lettede fra Bajaras klokken 14:30 - altså ganske kort tid efter, at lufthavnen genåbnede. Og kort efter det gik i luften, måtte kaptajnen ombord på AC837 med destination Toronto, Canada, erkende, at han var i problemer.
Et af dækkene på landingsudstyret eksploderede nemlig under takeoff og sendte fragmenter af dækket ind i den venstre motor i det to-motorede fly.
Piloten informerede passagererne om, at flyet måtte vende tilbage til Barajas-lufthavnen, men “da vi har fulde tanke, må vi cirkle i luften for at bruge noget af brændstoffet, så vi er lettere ved landing".
Flyet cirklede i cirka tre timer over lufthavnen for at komme af med så meget brændstof som muligt inden nødlandingen.
Flyet cirklede rundt
Et jagerfly blev sendt på vingerne for at bese flyet udefra for at vurdere skaderne, og det blev konstateret at et dæk var eksploderet.
Video
Klokken 19:10 formåede kaptajnen at lande flyet helt perfekt, og ingen af de 128 ombordværende kom til skade. Flyet, en Boeing 767, havde både beskadiget en motor og altså landingsstellet.
Både motor og dæk var beskadiget
Flyet er et 31 år gammelt Boeing 767-300 ER, som gennem tiden har haft ikke mindre end 11 hændelser, herunder med eksploderede dæk under både start og landing, problemer med vingernes flaps og motorproblemer - stort set alle inden for de seneste 10 år.
Så var en dramatisk dag i det spanske luftrum endelig overstået, troede alle. Men nej.
Røg i kabinen
Bare én time senere kom et fly fra Barcelona med retning mod Marrakech i problemer, da der pludselig var røg i kabinen.
Vueling-flyvning VY7332 blev derfor tvunget til at lande i utide i Málaga Lufthavn. Flyet, en Airbus A320-214, landede i Costa del Sol-lufthavnen omkring klokken 20:00 timer uden problemer.
Og SÅ var vi klar til at komme i seng. Men nej...
En time senere blev Iberia IB8294-flyvningen fra Madrid til Melilla også nødt til at blive omdirigeret til Málaga, men denne gang var det dog trods alt på grund af uvejr.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.