Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

To omkommet på stranden

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 25/07/2016 - 11:13

Krimi og katastrofe

TRAGEDIE: I går mistede to mænd livet på strande i Málaga. Myndighederne minder om at respektere de røde flag.

Søndag var en meget sørgelig dag for Málaga-provinsen, da to mænd døde inden for få timer på strande i Málaga-provinsen, uden at deres liv stod til at redde.

Artiklen, inklusiv rubrik, er opdateret tirsdag klokken 09:14, da ulykkerne muligvis skete af naturlige årsager

Den første af tragedierne fandt sted i Málaga by på stranden Misericordia, hvor en 71-årig mand klokken ti begav sig ud på en badetur.

Kort efter blev hans lig trukket op af vandet af familie og andre personer i området. Få minutter senere forsøgte redningsfolk at genoplive ham, men uden held, skriver diarosur.es.

Ifølge flere kilder havde offeret en historik med hjerteproblemer. Obduktionen vil afgøre dødsårsagen.

Manden havde ignoreret det røde flag, der betyder ‘badning forbudt’, og derudover tog han sin dukkert før klokken 11, hvor livreddernes service begynder hver dag, beretter diariosur.es.

Lignende ulykke kort efter

Blot halvanden time senere blev en 58-årig mand fra Jaén erklæret død efter en ny ulykke i vandet. Denne gang på Torre del Mar-stranden i Vélez-Málaga.

Manden var på stranden med sin kone, og fik pludselig problemer i vandet. Også her var det tale om en tragisk hændelse, der fandt sted før livreddernes tilstedeværelse fra klokken 12.

Ifølge diariosur.es havde manden diabetes og forhøjet blodtryk, men det er uvist, om det hjerteproblemer er årsagen, før obduktionen er blevet udført.

Respekter flagene!

Byrådsmedlem for strande i Málaga-provinsen, Teresa Porras, minder folk om vigtigheden af at tage flagene alvorligt.

- Vi må alle være opmærksomme på, at hvis et rødt flag bliver set, betyder det noget,” siger hun, men slår dog samtidig fast, at ulykken på Misericordia måske ikke skyldes, at manden druknede.

- Flagene bliver opdateret dagligt af livreddernes firma Aquatic Media, der er ekspert i havet. Vores anbefaling er kun at bade, når livredderne er til stede, og aldrig, når der er et rødt flag, forklarer Porras. 

Det kan virke banalt, men det er altså utroligt vigtigt at være opmærksomme på flagene. De kan være forskellen på liv og død.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.