Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Usædvanligt varm sommer

Skrevet af Kathrine Hesner, fre, 21/08/2015 - 12:35

Vejr og natur

HEDEBØLGER: Sommeren har været ekstremt varm med 19 dødsofre og røde alarmer 20 gange. I årene 2011 til 2014 var der fem. I alt!

I de seneste fire år har der kun fem gange været rød alarm (høj sundhedsrisiko) på grund af høje temperaturer. Indtil videre har denne sommer budt på 20 af slagsen.

Det viser data fra Sundhedsministeriet, skriver El País.

Omkommer i varmen

Alarmerme bruges i forsøget på at forebygge helbredsmæssige problemer eller i værste fald døden, og det er altså hverken uden grund eller overflødigt. Indtil videre er 19 mennesker omkommet i år på grund af hedeslag. De to forgående år omkom i alt otte.

Den voldsomme hedebølge, der lagde sig som en tung dyne over Europa i 2003, understregede behovet for, at myndighederne er forberedt på den slags situationer. Hedebølgen kostede 141 mennesker livet i Spanien. I alt omkom over 70.000 i hele Europa.

Uenighed om hedevarsler

Selvom hedevarslerne allerede startede i maj, var det klar juli, som var den vildest. Det var den varmeste måned de seneste tre årtier med temperaturer på 45 grader og derover i Córdoba og aldrig under 20 grader i Andalusien, Murcia og Valencia.

Men hvis du synes, at de 20 røde varsler lyder af lidt, kan det have en naturlig årsag. Varslingssystemerne varierer nemlig fra region til region.  Eksempelvis har myndighederne i Andalusien, Valencia og Navarra registreret 29 røde alarmer for varme til forskel for de 20, som Sundhedsministeriet har registreret. Det hænger sammen med, at nogle regioner definerer hedebølge forskelligt.

Ud af årets officielle 20 hedealarmer, gjaldt ikke én eneste Andalusien, mens de regionale myndigheder har gjort 19 gange: ni i Jaén, seks i Granada, tre i Huelva og en i Córdoba.

Hver provins har sine egne værdier - både maksimum og minimum - for, hvornår man iværksætter alarmberedskab. Eksempelvis er det henholdsvis 30 og 18 grader i Pontevedra, mens det er 40 og 24 grader i Sevilla.

Meteorologisk Institut, Aemet, har dog en overordnet bestemmelse i forhold til, hvor længe varslet gælder. Så hvis temperaturen er ekstrem (høj eller lav) i en eller to dage, vil advarslen være: gul, niveau 1 og lav risiko. Hvis tre eller fire dage: orange, niveau 2 og gennemsnitlig risiko. Hvis det er fem dage eller mere: rød, niveau 3 og høj risiko.

Rødt, orange og gult

Provinserne, der har haft flest røde advarsler denne sommer på grund af høje temperaturer, er Lleida (ni) og Cuenca (seks). Derefter Zaragoza og Huesca (to hver) og Madrid.

Derudover har der været 144 orange advarsler og 558 gule. Alicante og León var i forhøjet alarmberedskab i 16 dage af juli, men værre så det ud i Granada og Lleida med hel 29 dage. I august har Alicante og Jaén indtil videre været i alarmberedskab i 10 dage.

Indtil videre ser det ud til, at august bliver nogenlunde tålelig. Læs mere i morgen her på hjemmesiden i den lange vejrudsigt for resten af weekenden og næste uge.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.