Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Enighed med forbehold

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 29/06/2018 - 09:40

Samfund og Politik

POLITIK: Efter en nats intensive forhandlinger er EUs 28 stats- og regeringsledere blevet enige om en aftale på indvandrerområdet.

Efter 13 timers forhandlinger er Det Europæiske Råd blevet enig om at fortsætte den kurs, som har medført et fald i den "illegal krydsning" af EU's grænser på 95 procent siden højdepunktet i oktober 2015.

Ifølge aftalen skal EU-kommissionen hurtigst muligt undersøge muligheden for at etablere såkaldte kontrollerede opsamlingscentre i tredjelande for flygtninge og migranter, som reddes uden for EU's søterritorium.

Det kan for eksempel være de nordafrikanske lande, som er sidste led i migranternes rejse mod Europa.

Lejrene, hvor migranterne skal bo i mens deres sager behandles, skal etableres for effektivt at nedbryde menneskesmuglernes forretningsmodel.

Der skal også etableres kontrollerede opsamlingscentre internt i EU for flygtninge og migranter, som reddes i EU-farvand, og derfor ikke kan sejles til Afrika.

I centrene, som EU-landene frivilligt kan påtage sig at huse, skal der sikres en hurtig proces, som kan sortere mellem migranter, som har ret til international beskyttelse - flygtninge - og økonomiske migranter, som skal returneres.

- Flytning og genbosættelse vil ske på frivillig basis, uden skelen til Dublinreformen, lyder det i teksten, som dermed forsøger at komme en uenighed i EU om forordningen i møde.

Forbehold

Aftalen lægger op til at Italien, Spanien og Malta - som eksempler - ikke får det endelige ansvar for migranterne, selv om det er her, de ankommer, hvorimod de øvrige EU-lande heller ikke er tvunget til at tage imod dem efter en intern fordelingsnøgle.

Tilfreds

Spaniens premierminister Pedro Sánchez, der for første gang deltog i et EU-topmøde, udtrykker tilfredshed med forhandlingsresultatet. 

- Det er ikke den bedst mulige aftale, men den er vigtig, sagde Sánchez her til morgen.

Sánchez nævnte blandt andet rådets indstilling til at øge de ressourcer som både skal gives til Spanien og de øvrige lande, der er transitlande for flygtningene.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.