Et sprogligt storrige

Selvstændighed fra Spanien. Er det kun den autonome region Catalonien, det drejer sig om?

Nej, der findes også drømme om et fælles storrige: “Paisos Catalans” - De catalanske Lande. Det går langt ud over Catalonien, og er baseret på én ting: et fælles sprog.

Research: Carmen Carrasco

Oprindelse

Udtrykket er faktisk ikke så gammelt. Den første, der brugte betegnelsen i sit værk “Historien om Catalonien, Mallorca og Valencias Rettigheder” fra 1876, var Bienvenido Oliver. 

Han havde absolut ingen politiske bagtanker, men brugte bare udtrykket til at betegne de områder, hvor man talte catalansk i forskellige varianter.

Det catalanske sprogs dialekter

Så gik der politik i det

Den politiske måde at bruge begrebet “De catalanske Lande” på stammer fra en anden valencianer, Joan Fuster, der blev født i Sueca i Valencia. Hans værk, et historisk essay, der er mere mindeværdigt end Olivers, hedder “Nosaitres els valencians”. 

På rigsspansk betyder det  “Vi valencianere”, og det politiserende essay blev publiceret i 1962. 

I dette meget intellektuelle værk opfordrede Fuster valencianerne til at slutte sig til de catalanske lande “hvor de skulle samles i deres herlighed som ét folk.”

Ét sprog betyder ét rige

Tanken bag bogen er blevet brugt meget af de catalanske separatister i de sidste årtier. Men den henviser til en fiktion grundet i geopolitik. 

Ifølge den skulle Catalonien, Det valencianske Samfund, De Baleariske Øer, den østlige landstrimmel i Aragonien, Andorra, Fransk Rosillon, Italiensk Alguer på Sardinien og El Carche på det nordøstlige hjørne af Murcia danne deres eget helt forskellige og uafhængige rige. Kun på grund af sprogfællesskabet. 

De catalanske lande

Nutildags

Tanken om et sammensat storrige bed sig fast blandt separatisterne. Det er helt almindeligt, at propagandaplakater fra CUP, et catalansk venstrefløjsparti, viser kortet over alle disse regioner som et samlet, uafhængigt rige. Og opfattelsen har sneget sig ind mange steder.

Selv den catalanske, autonome TV-station TV3 bringer vejrudsigten for “de catalanske lande”, komplet med et samlet vejrkort over alle de adskilte områder. Vejret i Spanien er ikke det samme som vejret i de catalanske lande.

Vejrudsigten på TV3

Både i det valencianske samfund og i Aragón findes der foreninger og partier, som støtter fiktionen. Der er en filial af partiet Esquerra Republicana i Valencia, og der findes også foreningen Acció Cultural del País Valenciá. Sidstnævnte får støtte fra La Generalitat i Catalonien og La Generalitat i Valencia. 

Men der er kun 3,4 procent af valencianerne, der støtter det, de står for - tanken om selvstændighed som ét folk.

Rent historisk

Historikeren Enric Ucelay-Da Cal, der var ansat som lektor ved Barcelonas Autonome Universitet i 1985-95 og professor i samtidshistorie samme sted mellem 1995 og 2006, skyder et hul igennem den tendens.

Han er naturaliseret spanier, født i New York af emmigrant forældre og uddannet i USA. Han har undersøgt den catalanske og spanske nationalisme til bunds, og er kommet til den konklusion, at den mangler historisk grundlag. 

Der er ifølge ham ikke noget, der godtgør, at separatisterne taler om “de catalanske lande.”

“På trods af de nationalistiske historikeres forsøg på at fordreje Aragóns Kronrige til noget “catalansk-aragonsk”, har der aldrig eksisteret, hverken i middelalderen eller da slet ikke i moderne tider, noget der bare tilnærmelsesvis er et kim til en catalansk stat. Den eksisterer kun i de mest romantiske drømmeres hjerner.” 

Sådan skriver han i en af sine historiske værker. Ikke meget plads til alternativ fortolkning dér.

Spanien mellem 1157 og 2012

Det lærer man i skolerne

I en dom fra Forfatningsdomstolen afsagt i maj 1981 står der, at alle offentlige institutioner, især undervisningsinstitutioner, skal være ideologisk neutrale.

Det følger man godt nok ikke slavisk nogen steder i de autonome samfund, selv om de har overtaget ansvaret for undervisningen i deres region. 

Men i Catalonien, på de Baleariske Øer og i det valencianske samfund, har indoktrineringen nået uanede højder.

Personlig Spaniens-historie

Man fortæller godt nok Spaniens historie, men det er en historie, som er tilpasset til de nationalistiske interesser. 

Man opfordrer børnene til at tale catalansk i skolegården “så jeres venner, der ikke kan det, kan lære det”. Det foregår også i Valencia og på Balearerne. Det kaldes “sproglig normalisering”. 

Den tendens kommer faktisk fra de autonome regeringer men er i årevis blevet accepteret af regeringen i Madrid, hvilken partifarve de end har haft. Man har ikke haft lyst til at blande sig for meget i de lokale regioners styre.

Til børnehavebørns opdragelse...taler for sig selv.

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.

Dorrit Barrit