Første 'sorte' parlamentsmedlem
Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 28/12/2015 - 10:46
Samfund og Politik
SAMFUND: For første gang i historien har en ægte sort indvandrer fået plads i det spanske parlament – og så er det oven i købet en kvinde.
50-årige Rita Bosaho Gori er født i Santa Isabel, Fernando Poo-provinsen, i den tidligere spanske koloni i Ækvatorialguinea.
Hun kom til Spanien som asylansøger efter at være flygtet fra det blodtørstige diktatur i det vestafrikanske land, og fik tildelt flygtningestatus og derefter spansk statsborgerskab.
Speciale i integration
Bosaho studerede historie på Universitetet i Alicante, og tog derefter en kandidatgrad i identiteter og integration i nutidens Europa.
I øjeblikket arbejder hun på en ph.d. afhandling om virkningen af den europæiske kolonisering af Afrika.
Den 50-årige parlamentariker har desuden arbejdet som sygeplejerske i over 20 år, været aktiv i sociale og velgørende organisationer og er nu leder af det venstreorienterede miljø-nationalistiske valgforbund Compromis-Podemos i Alicante.
Ritas politiske evner kommer ikke som nogen overraskelse. Hun nedstammer fra en lang række af politikere, hvoraf nogle blev myrdet efter Ækvatorialguineas uafhængighed fra Spanien.
Og nu, næsten 40 år og mindst et dusin parlamentsvalg efter, skriver hun historie ved at være den første sorte parlamentariker i Spanien.
Rita indrømmer, at hendes plads i parlamentet kommer ret sent og siger, at det faktisk ikke skulle være nogen nyhed.
- Det burde være sket for længe siden, siger hun.
Underrepræsenterede
Hun begrunder sine stemmer med, at fordi omkring to millioner indvandrerer er blevet spanske statsborgere, og derfor har ret til at stemme ved de regionale og nationale valg, er de underrepræsenteret i Parlamentet.
- Én parlamentariker er ikke nok, siger hun.
Ritas sociale indsats har været koncentreret omkring integrationen af indvandrer- og sigøjnerkvinder i samfundet.
Hun mener, at både kvinder og udlændinge bør være bedre repræsenteret i institutioner og ledende stiller i landets erhvervsliv.
Det faktum at Spaniens første sorte parlamentariker er en kvinde, mener hun er afgørende for kampen for mere ligestilling i samfundet.
- Vi har brug for at styrke ligestillings-politikken for mindretal og for kvinder, for at sikre en retfærdig behandling og lige vilkår på alle områder, siger Rita.
- Patriarkalske samfund avler fordomme, racisme og mandschauvinisme, så hvad er der galt ved at have en mere feminin vision, siger hun.
Godt sted at være udlænding
Rita mener ikke at det kosmopolitiske og liberale Spanien er racistisk.
- Det er et fantastisk sted at være en udlænding - selv om det naturligvis kunne være bedre, siger hun.
- Spanien er et godt sted at være, især for os, der kommer fra lande, hvor folk ikke har nogen rettigheder eller frihed.
Men der eksisterer stadig mikro-racisme på mange niveauer, siger Rita, som har sat sig for at satse på at uddanne børn i skolen til lære at respektere hinandens forskelligheder.
- Det vil hjælpe fremtidens generationer til at udvikle en vision, der er forskellig fra deres forgængeres, mener hun.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.