Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Farverig kunstners fernisering

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 11/09/2020 - 07:00

Kunst & kultur

KUNST: Danske Birgitte Mellentin byder i aften velkommen til sin separatudstilling ”Orden og Kaos” i Málaga.

Det er ikke hver dag, at en dansk kunstner kan åbne en separatudstilling i hverken Málaga eller Spanien. Det er dog tilfældet i aften klokken 20:00, hvor Birgitte Mellentin glæder sig til at hilse på kunstglade danskere.

Birgitte er uddannet Scenograf og Kostumedesigner fra Statens Teaterskole i København.

Hun har skabt scenografi og kostumer til skuespil og opera på alle de store scener i Skandinavien: Det Kongelig Teater og Operahuset i København og Dramaten i Stockholm - blandt andre.

Birgitte har også arbejdet med både film, sammen med Susanne Bier, og med TV.

I 2004 blev Birgitte “The Scenographer of the year" for arbejdet: Marcel Proust "On the trail of the lost time." 

Siden 2014 har Birgitte boet permanent med sin mand på deres finca fire km. udenfor Alhaurin el Grande,hvor hun har et dejligt Atelier.

- På mine gåture rundt i det smukke spanske landskab, bliver jeg altid meget inspireret af farvernes og formernes skiften gennem årets løb. Naturen skifter hele tiden mellem “ORDEN OG KAOS” - “ORDEN Y CAOS” som jeg har kaldt min udstilling. Begreberne er også blandt de basale livsvilkår for os mennesker, fortæller Birgitte til Spanien i Dag.

- Det er jo ret frustrerende at holde fernisering lige nu på grund af Coronaen, men jeg håber, at man vil gribe sit mundbind og komme til min fernisering i aften. Alle er hjertelig velkommen. Det betyder rigtig meget for mig at få besøg til min udstilling, som jeg har arbejdet på i rigtig lang tid, slutter Birgitte og tilføjer:

Priserne er “Corona-priser“, som betyder små priser...

"Hvis du ikke har mulighed for at komme til ferniseringen i aften - og måske endda ville foretrække at møde mig mere på tomandshånd, vil jeg også være i galleriet nu på mandag den 14. september mellem klokken 10:00 og 13:30. Ved den lejlighed vil jeg kunne svare på dine spørgsmål og forklare tilblivelsen af de enkelte malerier."

Udstillingen varer frem til den 28. september.

Åbningstiderne er: Mandag til fredag fra kl.10:00 - 13:30 og igen fra 18:00 - 21:00

Galleriet “Sala de exposiciones Manuel Barbadillo” ligger i Avenida del Comandante Benítez, 7, 29001 Málaga.

Det er lige ved siden af CAC og tæt på den lange rulletrappe, som man kommer op ad fra togstationen i Málaga Centrum.

 
 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.