Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Fed film-oplevelse

Skrevet af Kathrine Hesner, ons, 13/10/2021 - 11:03

Rejser & oplevelser

OPLEVELSE: Nostalgi var i højsædet, da Spanien i Dag besøgte den nye udendørs drive-in-bio i Málaga.

Fredag åbnede den nye drive-in-biograf i Málaga, der kommer til at holde åbent året rundt.

Premiere-filmen er ikke ligefrem en nyhed, men det er lidt genialt at starte med klassikeren Grease. 

Olivia Newton John og John Travolta i klassikeren Grease

Autocine Málaga Metrovacesa har genskabt 1950'erne populære udendørs bil-biografer fra USA, så nu kan man opleve film fra bilen på et 250 kvadratmeter stort lærred.

Og der er styr på hver en millimeter, så der er ikke noget med, at man ikke kan se for bilerne foran. Der var lige en antenne, der stak op, men den overser man hurtigt.

Hygge før filmen

Området åbner halvanden time, før filmen starter, hvor man så kan parkere bilen og gå hen og få noget mad eller en drink i området med foodtrucks og en rigtig amerikansk diner. 

Der var et liveband, som spillede gamle klassikere som Elvis og lignende. Godt tænkt!

Vi havde booket billet til to personer, en bil, en stor popcorn og to sodavand. Samlet blev det godt 23 euro. Kommer man i en større bil, er der en særlig afdeling, og det koster tre euro ekstra. Man kan også betale tre euro ekstra for at få en ekstra-god plads, men det var udsolgt, og vi kunne sagtens se hele skærmen alligevel.

Forudbestilte popcorn og drikkevarer henter man i en hvilken som helst af boderne, så et lille fif til at undgå kø er, at gå i baren og hente det. Selvom de ikke har popcorn der, henter de dem nemlig bare et andet sted.

Når filmen starter, bliver alt lys slukket. Og så indstiller man blot radioen på FM 93,4. Man kan også vælge 98,2, og så får man filmen på originalsprog - ja tak!

Og så brager John Travolta, Olivia Newton John og alle de andre gamle rødder ud af bilradioen.

Vildt hyggeligt og totalt nostalgisk!

Tag gerne et par tæpper med og en pude, kaffe på termokanden og måske egne drikkevarer. Bliver man sulten undervejs, kan man via appen Gopick bestille mad, som så bliver leveret direkte til bilen.

Det er altså lidt genialt. 

Hvis du er lysten på et nostalgi-trip, skal du dog være hurtig. Grease vises kun i dag og i morgen med. Derefter står den på splatterfilmen Venom 2: Habrá Matanza/Venom: Let There Be Carnage. 

Det kunne nu også være ret stemningsfyldt med sådan lidt uhygge i bilen…

Bestil billetter her

Trailer til Let There Be Carnage, der spiller fra den 15. til den 28. oktober:

Det nye kultursted i Málaga ligger i industriområdet Guadalhorce og vil holde åbent året rundt. Der er tale om den første permanente drive-in-biograf i Andalusien og den næststørste i Europa.

Der skiltes tydeligt på vejen

Adresse:

Ctra. de la Azucarera Intelhorce

29004 - Málaga

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.