Fed oplevelse, når solen svigter
Skrevet af Kathrine Hesner, søn, 25/11/2018 - 00:02
WEEKEND & VIDEO: Regnvejrsdage på Solkysten behøver ikke at betyde kedsomhed. Hvorfor ikke udnytte chancen til en anderledes oplevelse i flotte omgivelser med får, Miró, lambada og badedyr?
Endnu en regnvejrsdag, dagens krydsord er løst, stearinlysene er brændt ud, og Solkysten er grå. Hvad hulen gør man så?
Jo, hvad med at smutte en tur ind til en af de mest charmerende storbyer og besøge Centre Pompidou Málaga.
Selvom du sikkert har været der før, er der som regel noget nyt at opleve. Selv den permanente udstilling med verdenskendte navne byder på nyheder af og til, og om ikke andet er der jo den ikke-permanente afdeling.
Og for øjeblikket byder sidstnævnte på lys, farver og lethed, når der bliver zoomet ind på 1960’ernes og 1970’ernes fascination af oppustelige plastisk-dimser, møbler, lamper og andre strukturer.
Spanien i Dag har været forbi det smukke, skæve og mest af alt vildt interessante museum i hjertet af Málaga.
Lidt anderledes
Centret i Paris er verdenskendt, og det skal bare være lidt anderledes
Centre Pompidou i Paris blev indviet i 1977 og navngivet efter den populære præsident Georges Pompidou. Han var Frankrigs præsident fra den 20. juni 1969 til sin død som 62-årig den 2. april 1974. Han døde af en uhelbredelig leukæmi og lymfekræft.
Helt i tråd med den noget specielt-udseende bygning i Paris er den spanske afdeling af Pompidou placeret under den farvestrålende glaskube, der kroner sædet for Centre Pompidou i Málaga.
Museet ligger mellem Muelle Uno og Muelle Dos i Málagas havn.
Neden under den karakteristisk glaskube af franskmanden David Burens gemmer der sig to store etager på tilsammen 2.000 kvadratmeter.
Og det er her, der gemmer sig nogle virkelige perler. Selve designet på centret er et studie for sig og simpelthen så flot.
David Burens smukke kube skaber fint lys nede på museet
Kuben set indefra
Den permanente
Den permanente udstilling byder på kendte kunstnere som Picasso, Chagall, Miró, Frida Kahlo, Magritte, Bacon og mange flere.
Selv om den bliver kaldt for en “permanent” udstilling, bliver der også løbende lavet udskiftninger her.
Hele tiden bemærker du én, der nynner, og i starten leder du måske efter ham, der gør det. Og det er som om, nynneren følger dig. Men så dukker ham her op:
Installasionsværket Cosmos kører rundt i en uendelighed, mens den velkendte Lambada-sang bliver nynnet som en vuggevise. Man bliver lidt skør, men det er sjovt fundet på. Du skal dog nok forberede dig på at få melodien lidt på hjernen:
Lidt mere fra den permanente:
De hvide streger markerer, hvor du må gå til...
Alternativ dobbeltseng
Den ikke-permanente
Museets anden afdeling med de midlertidige udstillinger er bestemt også værd at besøge.
Som navnet nok antyder, svinger det lidt, hvad du kan opleve her.
Lige nu og frem til den 10. februar kan du opleve udstillingen Oppustelige design og andre konstruktioner.
Her kan du komme lidt tilbage i tiden, hvor begejstringen ingen ende ville tage med hensyn til oppusteligt dit og dat.
At det var forfærdeligt at sidde i og designmæssigt måske lidt til den bombastiske side, var knapt så vigtigt.
Én fandt på en hel oppustelig børnehave, mens en anden lavede flydende tunneller til havet.
Hippieby i plastisk
Du kan også se en videopræsentation af Byen af Plastik, der blev bygget i Spanien i 1970’erne.
Ved Designkongressen på Ibiza i 1972 blev de deltagende studerende opfordret til på forhånd at forberede dele af den oppustelige by, som så blev samlet på stedet.
Hvis noget skal bygges, bør de ske med plastik, var budskabet fra de glade hippier, der i øvrigt gav plads til alle - bare du tog skoene af først.
I dag har vi som bekendt et noget andet syn på plastik.
Video fra Designkongressen på Ibiza:
Ikke uden bump
Forhandlingerne om at få et Pompidou-center til Málaga startede i november 2013, og der var en overgang overhængende fare for, at projektet røg direkte i skraldespanden, da havnemyndigheder og kommunen ikke kunne blive enige.
Men den 3. september 2014 kunne Málagas borgmester, Francisco de la Torre, og præsidenten for Pompidou-centeret i Paris, Alain Seban, endelig underskrive en kontrakt.
Málaga er Pompidous første udenlandske eventyr. Hidtil har den eneste gren af Pompidou-centret i Paris været Pompidou-Metz i det nordlige Frankrig, men i marts 2015 istemte Málaga sig koret.
Og det er altså både et besøg OG et genbesøg værd.
Praktisk
Centre Pompidou Málaga
Pasaje Doctor Carrillo Casaux, s/n
Muelle Uno, Puerto de Málaga
Prisen er ni euro for adgang til begge udstillinger, syv euro for den permanente og fire for den midlertidige. Der er rabat til pensionister og studerende, mens der er gratis entré for arbejdsløse.
Alle andre kan også komme gratis ind hver søndag fra klokken 16 samt på dagene den 28. februar, 18. maj og 27. september.
Centret er åben hver dag fra klokken 9:30 til 20 undtagen mandag, hvor det er lukket.
Tilgængelig for alle
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.