Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Fingrene fra vores tyr!

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 18/02/2019 - 07:00

Samfund og Politik

KULTUR: Tyren er spansk og kun spansk. EU-domstol har nægtet bulgarske forretningsmænd at markedsføre et mærke, der var ligeved og næsten.

Der findes intet symbol, der i den grad repræsenterer den spanske folkesjæl, som Osbornes høje, sorte tyr. 

Den er bare så spansk som noget, men bulgarere har forsøgt at snige sig til at stjæle lidt af glansen.

Den slags slipper man dog ikke uden videre fra.

Gammel svend

Tyren, der er at finde på alt fra biler til kaminhylder - ja selv i en park på Nørrebro i København - har efterhånden mange år på bagen som spansk varemærke. 

Den blev skabt i 1956 og stillet op ved Spaniens hovedfærdselsårer for at reklamere for Osbornes Brandy de Jerez, og der blev den stående. 

Gennem tiderne har der været adskillige anslag mod den stolte tyr. 

I 1994 blev det forbudt at reklamere for alkohol ved vejkanten, men nu havde billedet fået en plads i folks bevidsthed, så de ville ikke af med den.

Reklamenavnet blev malet over, men tyrene blev stående på trods af enkelte protester. De blev ovenikøbet lovformeligt udnævnt til at være af ‘æstetisk og kulturel betydning’.

Symbol på godt og ondt

Siden har forskellige politiske grupper i Spanien forsøgt at udrydde dem, men de  bliver hurtigt restaureret af naboerne igen.

Og nu har tyren så måttet forsvare sig imod et angreb fra udlandet.

EU-domstolen har afsagt en dom om, at et bulgarsk firma ikke bare sådan kunne kalde sit mærke Torro. 

Der er godt nok et ‘r’ til forskel fra forlægget, men det er ikke nok til, at man kan være sikker på, at det bulgarske mærke ikke ville få fat i kunder, der måske ikke er helt stærke i spansk stavning.

Bulgarerne mente, at den risiko var helt usynlig, og at forbrugerdomstolen EQUIPO aldrig skulle have peget på den. 

Forskel kan ikke høres

Men den argumentation kom man ikke langt med. 

EU-retten mener, at der måske kun er en lille risiko for at tage fejl på skrift, men der er helt sikkert en stor risiko for at overhøre det ekstra ‘r’.

Så Osborne beholder retten til navnet uden risiko for, at det kommer til at dryppe på Torro, når man skænker op fra Toro.

Det bulgarske firma har to måneder til at anke sagen.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.