Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

“Fiskede” penge ud af danskere

Skrevet af Kathrine Hesner, tir, 19/02/2019 - 11:49

Krimi og katastrofe

KRIMI: To spaniere udgav sig for at være et engelsk firma og sendte fakturaer til et dansk firma. Det var en lukrativ affære - indtil spansk politi lugtede lunten.

Nationalpolitiet har anholdt to personer for at snyde sig til en mindre formue ved at foregive at være et britisk selskab. 

Det drejer sig om et såkaldt phishing-trick.

De anholdt er to mænd på henholdsvis 54 og 71 år, som begge har spansk statsborgerskab.

De havde oprettet falske mail-konti og ændrede virksomhedens fakturaer til at overføre betalinger til dem selv. Klienten, der overførte de mange euro, er dansk.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse, hvor man dog ikke oplyser noget om navne på de to firmaer.

Ud over flere tilfælde af bedrageri er de to anholdte også sigtet for hvidvaskning. 

Ikke de skarpeste...

Efterforskningen blev indledt efter en anmeldelse blev indgivet af et britisk selskab, der angav, at man var blevet svindlet for 67.228 euro. 

Og svindlerduoen har nok ikke stået helt forrest i køen, da der blev delt hjernekapacitet ud...

I hvert fald kunne spansk politi let følge papirsporet til den bank i Spanien, hvor pengene var blevet overført til, og her fandt man hurtigt navnene på indehaverne af kontoen.

Derefter var det en smal sag at anholde de to.

Svindlernes fremgangsmåde var den teknik, der kaldes for ‘phishing’, hvor man via software får adgang til fortrolige oplysninger på andres computere som eksempelvis kodeord, kreditkortoplysninger eller e-mailkonti. 

Men duoen skulle nok have brugt lige så meget krudt på at skjule sporene, som de gjorde på at “fiske”.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.