Flere ultrarige
Skrevet af Kathrine Hesner, Pia Bruun, ons, 02/10/2019 - 07:00
Penge & Forbrug
PENGE: I Spanien er der over 60.000 millionærer, men på grund af kontroversiel skat er der kæmpe forskel på, hvad det koster at være ved muffen. Det handler om geografi.
Andelen af Spaniens superrige indbyggere er vokset 74 procent siden genindførelse af formueskatten midt under den økonomiske recession i 2011.
Men ikke nok med det. Også antallet af ekstremt rige er steget.
Tal for 2017 fra de spanske skattemyndigheder viser, at 611 skatteydere det år opgav en formue på 30 millioner euro.
Da formueskatten blev genindført i 2011 var antallet 352.
Antallet af borgere, der sidste år opgav en formue på mere end 1,5 millioner euro er samtidig steget med 35 procent til i alt 60.337 personer.
I 2015 var der 71 skatteborgere med en formue på mere end 100 millioner euro.
Men der er store forskelle på tværs af regionerne.
Kontroversiel skat
Formueskatten er stadig til debat, fordi Spanien er et af de få lande, der ud over indkomstskat og skat på kapitalgevinster også beskatter en persons formue, hvis den overstiger 700.000 euro.
Selvom det er en statsafgift, er den blevet lagt ud til regionerne, hvilket fører til ret ekstreme forskelle afhængigt af, hvor skatteyderen bor.
Madrid-regionen har for eksempel et fradrag på 100 procent, hvilket betyder, at de superrige ‘madrileños’ ikke skal betale så meget som én cent i formueskat.
Det koster den regionale regering 955 millioner i tabt indtægt om året.
Catalonien, der opkræver formueskat, har en årlig indtægt på 498 millioner euro.
Zoomer ind på skattely
En af årsagerne til, at den superrige befolkning er vokset så meget, er, at den konservative regering under ledelse af Mariano Rajoy i 2012 indførte en skatteamnesti, der afdækkede mere end 40 milliarder euro i skattely.
Året efter vedtog regeringen en skattereform, Model 720, der tvang enkeltpersoner til at opgive deres udenlandske formuer. Ellers risikerede de alvorligt hårde bøder.
Det fik yderligere 156 milliarder euro aktiver frem i lyset.
Det beviser ifølge eksperterne, at at de mennesker, der har penge og firmaer i skattely, er enormt formuende.
Det er en meget stærk koncentration af formuer i udenlandske skattely blandt de aller rigeste mennesker i samfundet.
En anden årsag, til at der kommer flere sorte skatte-euro for dagens lys, er at de internationale aftaler om udveksling af skatteoplysninger er begyndt at slå igennem, som Common Reporting Standards-samarbejde og USAs FATCA-regler.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.