Folkesygdommen, der smittede mere end corona
Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 29/05/2021 - 07:00
Coronavirus Klumme
KLUMME: Flov ét-års dag for "laboratoriet" bag sygdommen - og de smittede - der splittede befolkningen.
Jeg håber, at denne klumme kan medvirke til at sygdommen, der smitter mere end corona, bliver bragt til ophør snarest. Derfor får du her vores bedste bud på en modgift, hvis du selv skulle være smittet eller offer.
Må jeg starte med at sige, at jeg IKKE har været uenig med Statsminister Mette Frederiksen i alt, hvad hun har foretaget sig under corona-krisen.
Redaktionen og jeg har blot kæmpet for vores medlemmer og imod de forhindringer, som hun sammen med Udenrigsminister Jeppe Kofod har lagt ud for, at ingen har kunner/turder komme til Spanien. Mig selv er det ikke gået ud over, da jeg har har siddet hernede i solen under hele pandemien. Okay, lige bortset fra regnvejrsdagene som der heldigvis også er i Andalusien.
Ét-års dagen
Den 29. maj 2020 meddelte den danske regering med Mette Frederiksen i spidsen, at man frarådede alle rejser til Spanien frem til og med august. Den officielle begrundelse var blandt andet “hensynet til Folkesundheden”.
Hvis du vil vide, hvad der nøjagtigt blev sagt på pressemødet, kan du læse hele referatet her.
https://www.stm.dk/presse/pressemoedearkiv/pressemoede-den-29-maj-2020/
De færreste har turdet berøre, at når man frarådede alle udrejser frem til den 31. august 2020, var det nok snarere for at beholde danskernes feriebudgetter i Danmark.
Fair nok, hvis man så bare siger det! Sandheden er blot den, at det blev - og er siden - pakket ind i udtalelser som:
“Vi gør kun det, der er sundhedsmæssigt forsvarligt”
“Vi gambler ikke med folkesundheden”
“Regeringen har valgt at være ekstra forsigtige”
Ikke ligefrem troværdigt i de perioder, hvor smitettallene har været lavere i Spanien end i Danmark.
Smittekilden
Mens coronaen - formentlig - havde sit udspring i Wuhan i Kina, så startede virusset “udskamning” i den danske befolkning i Prins Jørgens Gård i København.
Hurtigt blev virusset med “loyalitetsforpligtelsen” spredt i Danmark.
Millioner af kroner blev pumpet ind i statsstyrede “VisitDenmark”, hvor Martin Brygmann i reklamefilm fortalte om, hvor vidunderlig Danmark er
Sygdommen “udskamning” har siden spredt sig som en steppebrand og gør det stadigvæk. Og den eneste vaccine, der hjælper på, at folk ikke fortsat udskammer dem, der vælger at rejse til Spanien, findes desværre ikke: Den er nemlig en kombination bestående af respekt for andres ret til at disponere over deres eget liv, nøgtern analyse og fornuftig tankegang.
Selv skolebørn er blevet udskammet af deres kammerater, efter de hjemme havde fortalt, hvor heldig Søren var ved at skulle ned til familiens hus i Spanien.
- Han bringer dit liv i fare ved at bringe farlige mutationer hjem fra Spanien!!! At Søren ved hjemkomsten skulle både testes og i karantæne var ikke nogen formildende omstændighed.
I sidste uge traf jeg en af vores Amigos, der trods udskamning fra familie og venner over hans manglende loyalitet havde valgt at rejse til Spanien.
- Jeg genkender ikke det billede, der fortsat tegnes af Spanien i Danmark, fortalte han efter et par dages ophold.
Og utroligt er det da, at udskamnings-sygdommen kan blive ved med at florere i Danmark, når mange regioner i Spanien efterhånden ligger betydeligt under de danske smittetal.
Modgiften
I håb om at kunne medvirke til at få stoppet sygdommen får du her en dokumentation, der beviser, at udskamningen er grebet ud af den blå luft.
Den viser incidensen i de mest populære spanske regioner sammenlignet med smittetallene i Danmark. Det er en pdf-fil, som er lige til at printe eller videresende til nogle, der udskammer dig for din kommende rejse til Spanien.
Sammenligning smittetal (incidens) Danmark og Spanien
Sammenligningen er med data fra den 21. maj 2021. Siden er den gennemsnitlige incidens for Danmark faldet til 116,6 og for Spaniens vedkommende til 68,03 (28. maj 2021).
Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god rejse og god bedring, hvis du skulle være smittet.
Torben Wilkenschildt
Kommentarer
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.