Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Forrygende og fantastisk

Skrevet af Kathrine Hesner, Pia Bruun, man, 07/11/2016 - 01:00

Rejser & oplevelser

OPLEVELSER: El Caminito del Rey begejstrede et halvt hundrede danskere, der i selskab med Spanien i Dag tog turen på den berømte sti. Nogle kom kørende langvejs fra for at være med.

El Caminito del Rey har allerede begejstret mange, og det er der altså en årsag til. Da Spanien i Dag annoncerede, at vi ville arrangere en tur til Kongestien, blev billetterne revet væk.

Og besøget torsdag i sidste uge skuffede ikke, selv om enkelte havde været der før. Andre vil glæde sig til at tage turen igen med venner og familie på besøg.

Holdet på vej hen over hængebroen

Nogle kom langvejs fra. Der var flere fra Almuñécar og Estepona, som havde været tidligt op for at komme med bussen klokken otte.

Kørte 450 kilometer

Men ingen kunne alligevel stikke Uffe, der var kørt 450 kilometer fra Alicante for at være med.

- En fantastisk oplevelse, sagde han bagefter og overvejede, om han lige skulle blive en dag mere og tage turen igen.

Alle var dybt imponeret over den skønne natur

Og selvom man er en berejst herre, kan velkendte Sydspanien stadigvæk godt imponere.

- Jeg tror ikke, at jeg nogensinde har haft en større naturoplevelse, selvom jeg nok har besøgt over 100 lande i mit liv, sagde Max, en anden af deltagerne bagefter.

Turen var arrangeret i samarbejde med Ruta Solar. Hele holdet på 50 danskere mødte op på de aftale afhentningssteder tidlig torsdag morgen, hvorfra bussen kørte en lille times tid til et kort formiddagsstop på en lokal kro i Ardales. Undervejs fortalte Pia Bruun om baggrunden for anlæggelsen af stien, dæmningerne og søerne i El Chorro. 

Ved ankomsten til indgangsstedet mødtes holdet med endnu en guide, Jose Manuel Benítez, også kaldet 'el bicho' på grund af hans omfattende kendskab til insekter.

Det var også her Uffe mødte op. Han var dagen forinden kørt helt fra Alicante og havde overnattet på et lokalt hotel.

- Jeg overvejede at blive en dag mere, for at gå turen igen, sagde han bagefter.

Tæt kø ved indgangsstedet

Gruppen havde indgangsbilletter til klokken 11, og selv om det en overgang så lidt håbløst og kaotisk ud med alle de mennesker, der stod og ventede, blev danskerne lukket ind med få minutters forsinkelse.

På med hjelmen!

Det er obligatorisk at bære hjelm under turen. Årsagen er ikke så meget fare for sammenstyrtninger eller nedstyrtninger, men snarere risiko for at man støder hovedet mod en klippe. 

Alle tager hjelmen på med et stort smil

Under hjelmen sættes et lille 'hygiejne-net' på hovedet, stroppen spændes fast og så er det af sted på dagens eventyr.

Klar til start

Den første del af turen går 600 meter gennem den smalle slugt på den første del af stien.

Herefter få man igen fast grund under fødderne. Der er ingen markante stigninger undervejs - snarere tværtimod - og turen kan klares af alle, der kan gå syv kilometer.

Fast grund under fødderne igen

Det er især første og sidste del, der imponerer besøgende - og det er ikke uden grund. Stien er fastgjort i hundrede meters højde over floden og der er en helt fantastisk udsigt uanset hvor man befinder sig på strækningen.

I baggrunden ses et lille stykke af den gamle togbane

Efter at man har tilbagelagt cirka to-tredjedele af turen, kommer svendeprøven. En armeret og meget solid glasplade er lagt ud som en lille platform. Herfra kan du kigge direkte ned i dybet - hvis du tør.

Kig ned hvis du tør

De her mandfolk tøvede ikke. Som en af dem sagde: Vi har jo hjelm på, hvis vi skulle styrte ned! 

Sikkert med alligevel udfordrende for de fleste...

Holdet gik med store afstande og der er stor forskel på, hvor lang tid man bruger på det. Nogle gik de syv kilometer på mindre end halvanden time, mens andre brugte tid på at tage fotos og byde udsigten undervejs.

Hovedparten af stien er bygget oven på den gamle sti

Holdet mindste deltager var bare ni år, men han havde allerede gået turen en gang tidligere. Da var han oote år . minus een dag! 

Lige ved siden af den mindemærket efter en Ammonite 

Hele området er urgammel havbund, som blev presset i vejret under tektoniske pladeforskydninger for millioner af år siden.

Det findes der masser af beviser på. Et af dem er resterne af de forhistoriske Ammoniter, en gruppe af uddøde blæksprutter, der levede fra midten af Palæozoikum til kridttiden.

Dyrene havde skaller, der kan findes som forsteninger.

Ammonitters nærmeste slægtninge er Coleoidea, der er de nøgne blæksprutter. Da mange af ammonitterne ligner små vædderhorn, kaldte man dem i oldtiden for Amons horn.

Dele af den gamle bro

Mange steder ser man direkte ned på resterne af den gamle sti, der blev anlagt for mere end hundrede år siden og blev brugt af teknikere, arbejdere, mødre og skolebørn.

Stien er i de seneste årtier benyttet af eventyrer og klatrere. I august 2000 styrtede tre unge i døden efter at de havde brugt et gammelt togkabel som svævebane hen over slugten.

Drengene havde tidligere taget rutsjeturen en efter en - men en dag besluttede de at tage turen ned alle tre på een gang og det kostede dem livet.

Den berømte hængebro og akvædukt forude

Mod slutningen af turen gennem slugten kommer den berygtede hængebro, som fører besøgende over på den anden side. Hængebroen er anlagt lige ved siden af vandingskanalen.

Ingen slinger i valsen

For nogle kan det være vildt afskrækkende at gå over broen, men for holdet her der ingen bævren. Vater står dog klar til at give en hånd med, hvis det kniber med modet.

Se resterne af den gamle sti nede under den nye

På dette sted besluttede myndighederne efter den tre-dobbelte dødsulykke i 2000 at forbyde adgang til den gamle sti.

Det skete efterfølgende ved at fjerne en del af ræk- og plankeværk. Men det forhindrede ikke evenrtyrere i at fortsætte med at sætte livet på spil.

Et blik tilbage på stien og den gamle jernbane, som stadig er i drift

Beholdningen i vandreservoirerne Conde de Guadalhorce, Guadalhorce og Guadalteba er faretruende lav. Beholdningen var den 26. oktober på 39 procent. Det ses tydeligt på vandreservoirerne længete oppe, men på den sidste del af strækningen ud af El Desfiladero de los Gaitanes var der opdæmmet en del vand.

El Embalse de la Encantada

El Caminito del Rey er under konstant opsyn. Der bliver løbende foretaget forbedringer og reparationer.

Læg mærke til teknikeren under stien...

Efter udgang var det tid til en forfriskning, inden bussen kørte tilbage til kysten efter en forrygende naturoplevelse. Her sidder en del af holdet ved kiosken, men der findes også barer og restauranter i området.

José Manuel med en snog - desværre livløs

Har du ikke været der endnu? Jamen så får du chancen igen, når vi arrangerer en ny tur i det nye år. Send en mail til Pia Bruun, hvis du kunne være interesseret. Der er som sædvanlig ikke tale om nogen tilmelding, men en tilkendegivelse af, at du eller I er interesserede.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.