Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Forsøg på at stoppe Norwegian

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 20/03/2017 - 10:13

Fly & trafik

FLY & TRANSPORT: Nyt lavprisselskab vil stække vingerne på Norwegians oversøiske flyvninger fra Spanien.

IAG - Europas næststørste luftfarts koncern - gør nu alvor af sine trusler om et modspil til Norwegians aggressive vækst i Spanien.

Koncernen, der i forvejen består af selskaberne British Airways, Iberia, Vueling og Aer Lingus, har opfundet et nyt lavprisselskab til lejligheden.

Fra den 1. juni vil Level flyve fra El Prat, Barcelona, til Los Angeles to gange om ugen, og dagen efter starter flyvningerne fra El Prat til San Francisco med tre ugentlige afgange.

Den 10. juni påbegyndes flyvningerne til Punta Cana i Den Dominikanske Republik med to ugentlige afgange, og den 17. juni åbnes for ruten til Buenos Aires med tre ugentlige afgange.

Norwegian flyver ikke på de to sidstnævnte destinationer i øjeblikket, men netop Buenos Aires skulle ligge i Norwegian planer.

“Level er et spændende nyt IAG-brand, der vil bibringe en moderne tilgang til flyvning med priser, der er endnu mere konkurrencedygtige. Selskabet vil have fordel af at have en af verdens største luftfartskoncerner bag sig. Level bliver det femte selskab i IAG og vil komplementere vores eksisterende portefølje samtidig med, at det giver bredde til vores nuværende kundebase,” sagde IAG´s koncernchef Willie Walsh ved præsentationen lørdag.

Hård konkurrence

Det er netop Norwegians hårde satsning i El Prat med de oversøiske ruter, der har fået IAG op på mærkerne, og de lokker med priser fra 99 euro pr. vej.

Men Norwegian benytter deres nye Boeing 787-8 Dreamlinere på ruterne fra El Prat, vil Level benytte to nye Airbus A330-200, der får base i lufthavnen. 

Flyene indrettes med 314 sæder, hvoraf 293 er i Economy Class, mens de resterende 21 sæder bliver i en særlig Premium Economy-kabine. Her vil priserne gå op til 599 euro.

På Economy Class inkluderer prisen et stk. håndbagage. Indskrevet kuffert koster separat, ligesom mad og drikke samt valg af sæde. Det er til gengæld inkluderet i Premium.

Hvis man ønsker internetforbindelse ombord kan det lade sig gøre til priser fra 8,99 euro.

I begyndelsen vil det være Iberia-besætninger, der bemander flyene.

 
 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.