Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Forsikringssvindel i rundkørsler

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 27/05/2016 - 01:00

Krimi og katastrofe

TRAFIK & KRIMI: Politiet i Andalusien har anholdt 19 personer for at forårsage uheld i rundkørsler og dermed score en formue fra forsikringen.

Hvis du har et stort talent bag rattet kombineret med mod, bør det store mål være at blive racerkører. Det ville det i hvert fald være for mig. 

Men sådan tænker alle tydeligvis ikke. 19 personer i Spanien har nemlig valgt at bruge deres dygtige køre-egenskaber til at snyde andre bilister og forsikringsselskaber for i alt 300.000 euro, indtil Granadas lokale politi blev mistænksom.

Igen og igen og igen

Myndighedens mistanke blev vækket, da de opdagede, at de samme personer over 40 gange var indblandet i uheld i rundkørsler.

Politiet i Granada tjekkede og analyserede derfor hvert eneste tilfælde i samarbejde med forsikringsselskaberne og fandt ud af, at de ”uheldige bilister” var 19 personer fra tre forskellige familier.

De kunne derfor konkludere, at alle uheldene var et svindelnummer med det simple mål af få så mange forsikringspenge som muligt.

Forbryderne er uden tvivl dygtige kørere, der får andre bilister til at køre ind i dem.

Lå på lur i rundkørslen

Deres modus operandi var først at køre ind i rundkørslen og placere sig i yderbanen. Når de så et køretøj på vej ind til rundkørslen, ville de hurtigt accelerere og opsøge uheldet.

Bilisten i rundkørslen har nemlig første-ret, og offerets forsikringsselskab skal derfor betale for sammenstødet. På den måde indsamlede svindlerne med mange små sager 300.000 euro.

Efter det respektive uheld ville de mistænkte tage til skadestuen og få konstateret skader, som de ville beskrive mere smertefulde, end de egentlig var.

Desto slemmere personens og bilens skader var, desto større forsikringsbeløb ville blive udbetalt.  

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.