Øger sikkerhed på turistmagnet
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 09/01/2018 - 11:07
Samfund og Politik
TURISME: Nu bliver det lige som at flyve, når du skal besøge La Sagrada Família.
Hvis du ikke har set La Sagrada Familia, Antoni Gaudís ikoniske mesterværk, som der stadig bygges på efter 136 år, har du ikke været i Barcelona.
Og har du ikke det, er det synd, for på trods af den nylige ballade er det en fantastisk by.
La Sagrada Familia - den Hellige Familie - er et himmelstræbende, ufatteligt smukt og overvældende bygningsværk, som man bare MÅ se. Og det var der da også 4,5 millioner besøgende, der gjorde i 2017.
Oplagt terrormål
Men netop fordi bygningen er så stor en turistmagnet, er den også et oplagt terrormål.
Efter terrorhandlingerne i august på Ramblaen i den catalanske hovedstad tager man ingen chancer. Der er nu blevet investeret to millioner euro i at forbedre sikkerheden i og omkring kirken.
Det skriver Hosteltur.com
Modellen har været sikkerhedsforanstaltningerne i Vatikanet. Der er blevet opsat metaldetektorer, som alle skal igennem, og der er kommet flere kameraer. Og så er der blevet ansat flere til at betjene grejet.
Ny teknik
Der er i alt opsat ti metaldetektorer og scannere, mens 12 personer mere patruljerer i området.
Chefen Xavier Martinez og sikkerhedschefen Marc Martinez har ved et pressemøde fortalt, hvordan det nye system fungerer.
Det er stort set lige som i lufthavne, hvor man skal tage genstande op af tasker og rygsække og gå igennem en scanner.
Mere effektivt
Det tager tid, men det tog meget mere tid, da man førhen måtte undersøge alle besøgende manuelt og visuelt.
Med de gamle undersøgelsesmetoder fandt man dog ting som peberspray, knive og tazer-pistoler, fortæller Martinez.
Man er ikke gået så langt som til at inkludere ansigts- eller øjenscannere, men der er kommet mange flere overvågningskameraer på området.
Der har tidligere været et tilfælde af falsk alarm, hvor en mistænkelig lastbil fik de 40 sikkerhedsfolk til at rydde hele pladsen for mennesker.
Turistmagnet
Kirken er et fantastisk tilløbsstykke. I 2017 kom der i alt 4.527.427 mennesker ind ad indgangen.
Det var egentlig et fald på 34.421 i forhold til året før, men urolighederne omkring løsrivelse fra resten af Spanien har fået turisttallet til at dale i Barcelona.
Der kom flest turister fra Italien, Amerika og Frankrig med omkring 10 procent hver, men også spanierne selv er flittige gæster i Gaudís mesterværk. De udgør små otte procent af de besøgende.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.