Grænser for fantasien
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 28/03/2019 - 07:00
Penge & Forbrug
PENGE & FORBRUG: Hvor meget må man pynte og ændre på madvarers udseende? Ikke så meget, som man gør i dag, mener forbrugerforening.
Forbrugerforeningen OCU er godt træt af, at billeder af fødevarer er pyntet til ukendelighed.
Det ser bare så lækkert ud på pakken, at man absolut må købe det. Men det er ofte det rene luftkastel: Når fødevaren kommer ud af pakningen, for ikke at tale om når den først er tilberedt, er det en ganske anden sag, man står med.
Det skriver OCU i en pressemeddelelse.
Det er klart, at et godt udseende øger salget, men OCU mener, at pynten faktisk er det rene snyderi i mange tilfælde. Derfor har foreningen nu har de startet en kampagne for at sætte en stopper for det.
Under hashtagget #etiquetasTrampa - eller snydeetiketter - opfordrer man til, at indpakningen skal være ærlig og ikke give forbrugerne falske forhåbninger. Som det er nu er der alt for langt fra billede til virkelighed.
Chokolade-snyd
OCU har analyseret for eksempel, hvor meget frugt der er i müsli og har fundet frem til, at billedet uden på pakken er groft misvisende. Det samme gælder for eksempel chokoladestykkerne i småkager.
Andre varer bliver fuldstændigt uigenkendelige, når de bliver tilberedt. Der findes strenge regler for, hvor meget, man må pynte på en vare. Blandt andet må en varedeklaration under ingen omstændigheder vildlede forbrugeren. Ifølge kritikken fra OCU er det netop det, de overpyntede indpakninger gør.
Alle de lækre billeder og de lag-på-lag-materialer, der er brugt for at pakke varen ind er at sidestille med snyd. Varen skal tilbydes ærligt og ikke forvirre forbrugerne. Derfor forlanger OCU, at det skal være slut med for meget fotoshop.
Læs varedeklarationen
Som forbruger gør man sig selv en stor tjeneste, hvis man læser varedeklarationen og ikke bare ser på billederne. Deklarationen lyver nemlig ikke.
Flere end 14.000 medlemmer af OCU bakker allerede op om kampagnen #etiquetasTrampa.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.