Gran Canaria – vidunderlige vandreture og original spansk charme

Denne weekendartikel er skrevet af Amigos Louise Brandstrup efter et besøg  på Gran Canaria:

Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg havde mine betænkeligheder ved at holde vinterferie på Gran Canaria. I min forståelse; verdens største charterfabrik. 

Jeg var der første gang som 10-årig. Jeg nærmest tumlede ud af flyveren efter seks timers rejse i rygeafdelingen med mine forældre, der havde lært at sige ”sangria” hjemmefra. Otte år senere stak jeg af til Grand Canaria med en klassekammerat umiddelbart før studentereksamen, og det var ikke kønt, kan jeg kun sige. Og senest havde jeg mine to små drenge med på vinterferie i Puerto Rico i et solsengs-helvede uden mage, hvor de voksne bællede fadøl fra klokken 10:00, og de spanske tjenere talte dansk …

Men venner overbeviste mig om, at øen kunne tilbyde de smukkeste og mest spektakulære vandreture – og at man nærmest er alene i de storladne landskaber. Selv i højsæsonen!

Hvordan det? Manøvre nummer ét: Drej til højre i stedet for til venstre, når I svinger lejebilen ud fra lufthavnen. Bare nordover i en fart, forbi Las Palmas og videre over på østsiden. Allerede her fortonede sig min ungdoms billeder af Gran Canaria. Det var som enhver anden biltur i mit elskede Andalusien: Storladne bjerge, mageløse skrænter og de første blomstrende mandeltræer. Ja tak!

Vores udsigt fra lejligheden

Vi havde booket en AirBnB-lejlighed i den lille, tilbagelænede by Agaete – og vi var begejstrede. Spaniere i alle retninger og den skønneste mama i det lokale supermarked, der ikke kunne et ord engelsk. Vi handlede kun der hele ugen. Ikke på grund af hendes brød, men på grund af hende.

Vores lejlighed lå højt og med udsigt ind i Agaete-dalen til den ene side, de smukkeste bjerge lige frem og med kig til havet ved Puerto de Nieves til den anden. Mit lille tre-personers rejseselskab var forelsket ved første blik. Grand Canaria, gamle ven. Sådan!

Smukke Moya By på toppen af klipperne

I de følgende seks dage fandt vi vores vandreture i højderne. Udvalget var betragteligt, forskelligartet og i alle sværhedsgrader. Afmærkningen var upåklagelig, og stierne forførte os igennem de frodigste og nærmest jungleagtige skovstykker – for pludselig at åbenbare de vildeste apache-klippeformationer, hvor man så for sig indianere til hest dukke op i hundredvis mod den klare, blå himmel.

Turen ned i vulkanen er grøn og frodig

Vi vandrede på bjerge og i dale. Vi dykkede ned i bunden af et kæmpe vulkankrater og endte i en smuk palmelund.

Paradis helt for os selv

Vi passerede ældgamle dæmninger og gik ad naturtrapper i timevis – og i dagevis – uden at møde én eneste dansker. Eller særligt mange andre turister for den sags skyld. Kun spaniere – unge par i vandrestøvler. Ikke at der er noget i vejen med at møde andre mennesker. Jeg er faktisk vældig socialt anlagt. Men for igen at mane mine fordomme om Gran Canaria hårdt i jorden, og dermed skænke dette fantastiske sted på jord et nyt image!

Efter dagens gåture var det skønt med et frisk havdyp i de tre helt særlige havpools – Las Salinas de Agaete

Vi forlod nordøst og drog sydover til de sidste fire overnatninger. Vi havde valgt Puerto Mogán, som, vi havde, forstået skulle være den mest fredsommelige af sydbyerne. Og det er sikkert helt rigtigt.

Men vi landede omkring frokosttid, og der var virkelig gang i den. Europa skulle have mad og fadøl, og det var nu! Her var der ingen tidsubestemt siesta, som vi selv havde kopieret den i bjergene. Men enhjørninger på badehåndklæderne, postkort i lange baner og 80'er-musik i kamp mod bølgerne.

Stadig smuk natur - også ved Mogán

Men, men – fair nok. Der var også rigtig fint i Puerto Mogán. Stranden var lækker og ikke overfyldt, aftenerne rolige og hyggelige, restauranterne rigelige og maden absolut bedre. Og om dagen kunne vi jo bare tøffe i bjergene igen – og med ét var man tilbage i betagende natur i rigelige mængder.

Skøn vandretur i Mogán

Vi var på Gran Canaria i 10 dage. I februar og i vidunderlige 26 grader hele vejen. Vores venner, der havde opfordret os at genbesøge øen, havde vandret i tre uger uden at se det samme på noget tidspunkt. Det tror jeg på nu! Og jeg kommer meget gerne igen.

Med denne opgradering af Spies og Tjæreborgs turisttrofæ fra 1960'erne ser jeg nu ingen grund til at efterstræbe de lange og klimatungere rejser til fjernøsten for at finde sol og kærlige temperaturer i vintermånederne. Ligesom det er lykkedes for Mallorca at rive sig fri af osen fra grisefesterne og stolt vise, hvad naturen kan selv – bør den samme ære tilfalde Gran Canaria.

Min dybeste respekt!