Hønsefødder og gulerødder

Noget kunne tyde på, at hovedparten af de spanske politikere - altså dem, der endnu ikke sidder i spjældet for korruption - burde gå på pension.

Måske kunne det være den bedste investering, det spanske samfund nogensinde kunne gøre.

For alt på tinge går op i hat, briller og gulerødder i jagten på magt, personlig status og penge.

Helt latterligt

- Vi vil ikke sidde oppe på hønsepinden og slå hovedet mod galleriets gulv allesammen, sagde Podemos, efter Kongressens præsidium havde besluttet, hvorledes de enkelte partier skulle sidde i Kongressen efter valget.

Og det var fair nok, vil jeg mene. Se her, hvordan de havde besluttet fordelingen:

41 af Podemos’ 65 parlamentsmedlemmer er blevet henvist til ‘hønsepinden’ på bageste række (lilla farve)

Podemos er - uanset om man kan lide dem eller ej - nu engang blevet Kongressens tredjestørste parti.

Til gengæld har Ciudadanos med kun 40 mandater fået langt ‘flottere’ pladser og tilmed flere på første række.

Snigløbet

Forslaget er bragt til verden af præsidiets 1. præsident Celia Villalobos (PP), der var borgmester i Málaga fra 1995 til 2000, hvorefter hun tog på tinge i Madrid.

Strategien var at snakke med alle andre partier end Podemos, inden fordelingen kom til afstemning. Her blev det så vedtaget med støtte fra både PP, PSOE og Ciudadanos. Præsidiets præsident, Patxi López (PSOE) undlod dog at stemme.

Podemos’ repræsentanter, Gloria Elizo og Marcelo Expósito, forlod lokalet efter en intens debat.

Efterfølgende har Podemos stillet krav om, at der sker denne fordeling i stedet:

Prøv selv at sammenligne

Gulerødderne

Eksemplet med fordelingen af pladserne er jo et godt eksempel på, hvordan den politiske mentalitet er i det nye ‘demokratiske’ Spanien, som kun de færreste ‘gamle’ politikere har fattet, hvad er, og hvordan de skal tackle det.

Som eksempelvis helt at holde kæft over for Podemos og - hjulpet af Ciudadanos - begik samme fejl, som dengang de havde absolutte flertal: at lade hånt om mindretallenes interesser og ønsker.

Alt imens den fungerende premierminister Mariano Rajoy fik fængslet 24 af sine partimedlemmer i Valencia for korruption, fatter han ikke, hvorfor han ikke fortsat skal være Spaniens premierminister.

PSOE’s Pedro Sánchez vil selv være premierminister og nægter både aktivt og passivt at støtte Rajoy som premierminister.

De kan overhovedet ikke afvise at skulle samarbejde i fremtiden for at få flertal, med mindre en Pedro Sánchez går helt til yderlighedernes løsninger, der - indtil videre - sidder oppe på hønsepinden.

“Vend pyramiderne på hovedet” (SAS-chef Jan Carlzon i bogen “Riv pyramiderne ned” i 1985)

Enhver kan se, at et bredt samarbejde hen over midten er det, som de spanske vælgere stemte for ved valget den 20. december 2015.

Og så er det i virkeligheden næsten ligegyldigt, hvem der er premierminister.

Men så er der det med gulerødderne. Pengene, magten internt i systemerne og prestigen er større, hvis man er minister. Og nogle fri minister-limousiner  er jo heller ikke at kimse af.

Måske ville parlamentsmedlemmerne lære at samarbejde og demokratiet begynde at fungere, hvis alle - inklusive ministrene - fik samme løn. I hvert fald bare i en overgangsperiode…

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.

Torben Wilkenschildt