Hård kritik mod EU-rapport om flyskat
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 11/06/2019 - 08:09
Miljø Fly & trafik
FLY & MILJØ: Flyskatter hjælper ikke på hverken klimaet eller turismen. Der skal gås helt andre veje, og det er allerede igangsat.
De 15 medlemmer af Airlines for Europe - A4E - mener, at EU-Kommissionens nye rapport om konsekvenserne ved flyskatter er fejlbehæftet og ufuldstændig. Det skriver check-in.dk.
A4E-medlemmerne består af Aegean, airBaltic, Air France-KLM, Cargolux, easyJet, Finnair, Icelandair, International Airlines Group (British Airways, Iberia, Vueling og Aer Lingus), Jet2.com, Lufthansa Group, Norwegian, Ryanair, TAP Air Portugal, Smartwings og Volotea.
A4E transporterer årligt 700 millioner passagerer med 2.300 fly og står for 70 procent af flytrafikken på det europæiske kontinent.
Klima
Jo, det handler om klima, men EU-Kommissionens 150 sider lange rapport “Taxes in the Field of Aviation and their impact” fokuserer ifølge A4E ikke på alle de negative afledte økonomiske konsekvenser, som flyskatter kan have. Derudover hævder A4E, at rapporten overvurderer de klimamæssige effekter, der er opnåelige gennem reduktion af flyselskabernes udledning via færre flyvninger som en direkte konsekvens af flyskatter.
Som eksempel viser undersøgelsen, at et fald på 11 procent i flypassagerer ville medføre et tilsvarende fald på 11 procent i flyvninger og dermed 11 procent færre CO2-emissioner. Imidlertid har en hollandsk undersøgelse vist, at miljøafgifter i flere medlemslande ikke har ført til reducerede emissioner.
A4E mener heller ikke, at EU-rapporten påstand om at tab af arbejdspladser i flyindustrien kan finde beskæftigelse i andre brancher. Samtidig er det heller ikke indregnet, hvilken konsekvens det vil få ved færre flyvninger i turismeindustrien, der i øjeblikket beskæftiger 13 millioner EU-borgere.
Thomas Reynaert, direktør for A4E
- Fremadrettet er der brug for klare politikker for at opnå bæredygtig mobilitet, samtidig med at EU’s konkurrenceevne opretholdes. Vores fokus bør forblive på at finde måder at reducere CO2-udslip frem for kortsigtede og ineffektive foranstaltninger som nye skatter. Det er meget enkelt: Beskatning af passagerer eller flyvninger vil ikke reducere emissionerne,” siger Thomas Reynaert, der er direktør for A4E
De rigtige veje
A4E vil i stedet at fokusere på de mange tiltag, som flyselskaberne selv har sat i gang for at reducere CO2-udledningen.
-
Siden 1990 er CO2-udledningen fra flyene blevet halveret via flyproducenter og motorfabrikanters innovative teknologier og flyselskabernes villighed til efterfølgende at investere i nye fly.
-
Siden 2009 har flyselskaberne investeret næsten 5.900 milliarder kroner i 12.200 nye fly.
-
Der er igangsat nye klimainitativer og partnerskaber i forhold til at igangsætte produktion af bæredygtig flybrændstof samt udvikling af elektriske fly. Anvendelsen af bæredygtigt brændstof vil kunne reducere CO2-emissionerne med op til 80 procent.
-
Fra 2020 vil FNs nye CO2-kvoteordning CORSIA sætte flyselskaberne i stand til at skabe CO2-neutral vækst.
-
Siden 2012 har de europæiske flyselskaber betalt for CO2-kvoter via det særlige Emissions Trading System.
- Den europæiske luftfart er fuldt ud forpligtet til at tackle klimaændringerne. Vi er kommet langt, men ved, at der er mere arbejde, der skal gøres. Europæiske regeringer bør støtte luftfartens igangværende initiativer til at reducere CO2-udledningen ved at tilvejebringe økonomiske incitamenter til bæredygtige jetbrændstoffer og fly med lav CO2-udledning,” understreger A4E-direktøren.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.