Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Har du styr på solbrillerne?

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 11/07/2019 - 11:35

Sundhed & sygdom

SUNDHED: Solbriller kan i dén grad pifte stilen op, men først og fremmest skal de beskytte øjnene. Vidste du eksempelvis, at farven på glasset har betydning, alt efter om du er lang- eller nærsynet? Ekspert giver gode råd.

En af de mange gode ting ved sommeren er, at man får lov til at gå med smarte solbriller dagen lang - i hvert fald her sydpå.

Men de har jo faktisk også en anden og vigtigere funktion end blot at være smarte.

Øjnene har ikke godt af stærk sol, og da slet ikke os nordboere med lyse øjne. Faktisk burde vi gå med solbriller fra vi er små Læs mere her https://www.spanienidag.es/spanske/nyheder/premium/husk-solbrillerne-ogs-til-ungerne

Men hverken for små eller store er det ligegyldigt, hvad man hænger på næsen. Sollyset kan give store skader, og hvis du går efter bling-værdien i stedet for UV-beskyttelsen, kan du skade det sarte væv i øjnene - også selv om du har solbriller på.

Gå eksempelvis i en stor bue uden om gadesælgere, selv om de har sjove og billige ting. De briller er nemlig skabt til at fange opmærksomheden, ikke solstrålerne.

Tag solbrillerne alvorligt

Gloria Hermida er direktør for den internationale optikerforening ‘Sociedad Internacional de Optometría del Desarrollo y del Comportamiento’, SIODEC.

Hun understreger over for EuropaPress.es, at det at købe solbriller er en alvorlig sag og kommer med en række gode råd.

Eksperter med filter

Først og fremmest skal du købe solbrillerne hos en optiker. Det råd kommer måske ikke voldsomt bag på én, når man tænker på, hvem kilden er, men det er måske ikke helt dumt alligevel. 

Optikere har jo brugt år på at lære, hvad der er godt for dine øjne. De kan eksempelvis anbefale den helt rigtige lysdæmpningsgrad. Der er jo forskel på, om du skal stå på ski i solskin eller bare have fornuftige glas til daglig brug. Styrke tre er den almindeligste og passer til dagligdagens gøremål i solskin.

Hvad der til gengæld ikke kan variere er UV-filter - det skal de have. Alle solbriller, som sælges hos optikeren, lever op til reglerne, så det behøver man ikke tænke på. 

Ikke for mørke

Køber man meget mørke briller på markedet eller hos gadehandleren, risikerer man decideret at skade sine øjne. 

For bag de mørke glas udvider pupillerne sig, og uden den dæmpende effekt fra UV-filteret ryger de skarpe stråler uhindret ind i øjnene.

Forskel på nær- og langsynede

Når det gælder farvetonen, mener Gloria Hermida, at nærsynede som regel ser bedst med brune glas og langsynede med grønne. 

Der findes plane eller buede glas, men her er det lidt af en smagssag, hvad man synes bedst om. Det har ingen betydning for øjnene.

Så er der materialet: Glas eller plastik? Det sidste vinder mere og mere frem, fordi det er lettest og ikke går i stykker.

Spejlglas - er det sejt?

Hvis du vil have spejlglas, er det en ren æstetisk beslutning og er aller højst lidt irriterende for dem, du er sammen med. Det har ingen indvirkning på synet.

At købe nye solbriller er altså slet ikke som at købe et bælte eller en taske. De skal beskytte ens  syn bedst muligt, og det gør de, hvis de er købt af folk, der har forstand på øjne. Så drop impulskøbene på strandpromenaden og invester i noget godt.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.