Hedebølgen skyller over os
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 31/07/2018 - 10:31
Vejr og natur
SOMMER: Indtil videre er vi blevet forskånet, men nu skal vi igen til at tænke os om. Hvert år dør folk af varme, fordi de ikke tager nødvendige forholdsregler, for når det er varmt i Spanien, er det RIGTIGT varmt.
Fra i morgen er der varslet hedebølge. Den vil med 80 procents sikkerhed ramme det meste af halvøen fra onsdag og vare mindst frem til søndag - sandsynligvis endnu længere i det indre af landet.
Få nyhederne gratis i din indbakke hver dag
Visse steder når vi op på mere end 40 grader.
Læs vejrudsigten for i dag her
Hvad er en hedebølge?
Folk stønner bare ved tanken, men hvad betyder det for os og vores velbefindende, og hvordan kender man egentlig forskel på, om det er hedebølge eller bare forbandet varmt?
Meteorologernes definition på en hedebølge er, hvis der er mindst tre på hinanden følgende dage med temperaturer på mindst 95 procent af de maksimumstemperaturer, der er målt dagligt i månederne juli og august i perioden 1971 til 2000.
Mindst 14 skal stønne
Men vi er ikke helt færdige endnu. De skal måles på mindst ti procent af de vejrstationer, man plejer at tage i betragtning.
Der er i alt 137 stationer, hvoraf de seks befinder sig på De Kanariske Øer. For at komme i betragtning skal stationen være tilstrækkeligt stor og have et ordentligt statistisk materiale at gå ud fra.
Der udregnes på hver station en ‘tærskeltemperatur’ på basis af målinger gennemført i en bestemt periode. Den er forskellig fra område til område, for det, der regnes for ‘meget varmt’ i Molina de Aragón, er det ikke nødvendigvis i Sevilla.
Så de faktorer, der bestemmer, om en hedebølge nu også har gjort sig fortjent til betegnelsen, er, hvor højt termometret nåede op, hvor længe det varede, og hvor stort et område det ramte.
De værste
I 2003 var der en hedebølge, som varede 16 dage og kostede tusinder af menneskeliv i Spanien og resten af Europa.
I august 2012 omfattede en hedebølge hele 40 spanske provinser med en snittemperatur på 39,5 grader. Den varede dog kun fire dage.
Den værste ramte dog i sommeren 2015. Den varede i hele 26 dage - helt præcis fra 27. juni til 22. juli. Den varmeste dag var den 6. juli, hvor man målte en gennemsnitstemperatur på 37,6 grader. Den hedebølge var helt ekseptionel både i temperatur og omfang.
De bliver hyppigere
Sommeren 2017 bød på hele fem hedebølger. Den værste indtraf allerede i juni, varede ni dage og omfattede 30 provinser. De efterfølgende var mindre udbredte, men temperaturerne var højere.
Når man ser på graferne fra AEMET, det spanske meterologisk insitut, er det helt tydeligt, at der bestemt ikke bliver færre hedebølger eller lavere temperaturer mod slutningen af den registrerede periode.
Flere dør af varme
Over 13.000 omkom af varmen i Spanien mellem 2000 og 2009. Størsteparten af dødsfaldene skete i Madrid og Barcelona.
Dødsfaldene har kostet samfundet over en milliard euro. Det skriver nyhedsbureauet EFE.
Hvad kan man gøre?
Varmen påvirker bl.a.vores hjerne i negativ retning. AEMET har i sit særlige vejrvarsel i forbindelse med den forestående hedebølge, opstillet nogle gode råd for at undgå alvorlige skader. Man skal:
- Drikke vand, selv om man ikke er tørstig eller har anstrengt sig
- Holde sig fra koffein, alkohol og for meget sukker
- Holde ekstra godt øje med babyer, småbørn, gamle og syge - især hjertesyge
- Opholde sig så meget som muligt i kølige rum, i skyggen eller køle ned med aircon
- Dæmpe fysisk aktivitet og afholde sig fra udendørs sport mellem klokken 12.00 og 17.00
- Gå i let, løst tøj
- Aldrig efterlade nogen i en parkeret bil.
- Gå til lægen, hvis man får symptomer på hedeeksponering, der står på i over en time
- Opbevare sin medicin på et køligt sted. Varme kan ændre dens sammensætning og virkning
- Spise lette måltider, som er med til at genoprette salt- og væskebalancen for eksempel salat, frugt, grøntsager og saft
- Følge middelhavsdiæten med masser af fisk og olivenolie. Dermed får man stoffer, som beviseligt er de sundeste og giver mange næringsstoffer til hjernen og resten af kroppen.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.