Hensigten med de grønne sko?
Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 05/05/2018 - 00:01
Samfund og Politik Rejser & oplevelser
KLUMME: Alt imens masser af unge turister maler byerne røde, er de spanske politikere begyndt at male skoene grønne.
Det skæpper godt i kasserne, når eksempelvis krydstogtsgæster skal betale et par euro for at lægge til i Palma på Mallorca.
Værst kan det jo ikke være, når ét - eller flere skibe - lægger til kajs med hver 4.000 gæster ombord.
Men hjælper det på miljøet?
Afgiften kaldes populært “ecotasa”. Det rigtige navn er "Impuesto de Turismo Sostenible". Oversættelserne er “økoskat” og “skat for bæredygtig turisme”.
Det lyder jo næsten lige så smukt, som når Venstre og Socialdemokratiet nærmest er gået grøn-amok i Danmark.
Deroppe er hensigten jo nok primært at score stemmer til det forestående folketingsvalg, mens det hernede i Syden snarere er brugt til at stoppe en løssluppen turist-udvikling, som man ikke har taget højde for skulle styres gennem mange år.
Absolut mangel på rettidig omhu. Både i den ene og den anden spanske regionsregering. Og endnu et eksempel på, hvor lidt effektivt det er, at hver region skal opfinde sin egen dybe tallerken fyldt med vanskeligt forståelige regler.
For at jage turisterne på flugt kommer et af de værste eksempler fra De Baleariske Øer, hvor regeringen uden varsel til kunderne har fordoblet økoskatten.
Den-går-nok-løsningen, hvor man blot bagefter skriver det på regningen i håbet om, at gæsten ikke lægger mærke til det, er vist ikke ligefrem tillidsskabende på sigt.
Palma-doktrinen
Forleden fik jeg en opringning fra en læser - “Hans-Peter” - der gennem mange år har udlejet sin ferielejlighed i Palma, når han ikke selv brugte den.
- Kommunalbestyrelsen har forbudt udlejning fra den 1. juli. Jeg har udlejet den hele sommeren og fået huslejerne. Har de ikke krænket min ejendomsret?
På spørgsmålene om, hvorvidt han havde tilladelse til udlejning og indberettede lejere til politiet, var det ærlige svar:
- Jeg har lejet ud i mange år, og troede ikke jeg behøvede at tage alt det der med nye regler alvorligt - eller det med betaling af skat...
Med et håndkantslag har kommunalbestyrelsen forbudt udlejning af enhver ferielejlighed i Palma fra den 1. juli. Uanset om man har tilladelse eller ej.
Ifølge kommunalbestyrelsen betyder det, at de cirka 20.000 sengepladser, der udbydes i ferielejligheder i Palma ikke kan benyttes.
Det er godt nok en hård beslutning, men kommunalbestyrelsen oplyser, at kun 645 lejligheder i byen har udlejningstilladelse. Med i gennemsnit 4 sengepladser i en lejlighed, svarer det til, at cirka 13 procent af sengene er lovlige at sove i.
Det er selvfølgelig ikke sjovt for Hans-Peter at miste sommerens lejeindtægter, eller at blive knaldet, hvis han alligevel gør det.
Det er svært at skjule, når man er på vej til et logi
Og mindst lige så slemt for lejerne, der er blevet ført bag lyset ved at betale på forhånd og som måtte blive anmeldt og knaldet, hvis de opholder sig i en ulovligt udlejet lejlighed.
Mon ikke de spanske ledere skulle være lidt varsomme med ikke at gøre for mange turister og investorer i landet alt for sure?
Det er fint at kalde en afgift for en økologiskat og pludselig gå i grønne sko. Men når hensigten - set med turisternes øjne - kun er at vade rundt i indtægterne fra skatten har det ikke meget med økologi at gøre.
Spaniens skat
Turismen i landet bidrager med cirka 12 procent af bruttonationalproduktet. Nogle opgørelser påstår op til 16 procent. Det er en værdi, der skal passes på ikke mindst i en periode, hvor lande som Tyrkiet og Egypten igen er tilbage og tiltrække turister. Også destinationerne på de lange distancer napper turister med de faldende flypriser på oversøiske ruter.
Alligevel har Spanien fortsat flotte tal.
Krydstogtsturismen har for alvor vind i sejlene. Sidste år modtog de spanske havne for første gang i historien 9,2 millioner turister på skibene. Det var en stigning på 6,7 procent i forhold til året før.
En opgørelse foretaget af Spaniens statistiske kontor (INE) over antallet af turister i perioden oktober 2017 til og med februar 2018 sammenlignet med samme periode året før, viser en stigning i antallet af turister på 732.225.
Blå = seneste periode. Brun = perioden året før
Kun Catalonien har i perioden haft fald i antallet af turister, og det er vel ikke så underligt.
I Barcelona har det i sidste sommersæson dog ikke været de politiske forhold, men derimod de faste beboeres utilfredshed med mange turisters utilfredsstillende opførsel i ferielejlighederne og byens pladser, der hat skræmy turisterne.
Turist i Barcelona poserer ved ikke-venlig graffiti
Der skal naturligvis være et harmonisk samspil mellem en bys faste befolkning og de midlertidige turister. Naturligvis er det sværere i store bykoncentrationer end i mere spredte ferieområder.
Det er bare at håbe, de finder ud af det.
Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.
Torben Wilkenschildt
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.