Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Hjææælp - og skål

Skrevet af Kathrine Hesner, ons, 15/01/2020 - 10:43

Samfund og Politik

LYD: Mand havde nok fået en bajer i overkanten, da han faldt i søvn på toilettet. Da han vågnede, var stedet låst og lukket, så han skænkede sig en frisk øl og ringede til politiet.

Alle kan få en drink for meget, men de fleste forstår at gå hjem, når det er tid til en lur. 

Det var dog ikke tilfældet for hovedpersonen i denne historie, men han tog det heldigvis med et grin - og det gjorde politiet også.

Den unavngivne fest-abe havde været på bar i Valverde de la Virgen i León lørdag, men da han på et tidspunkt gik på toilettet, faldt han i søvn derude. Det skriver Leonoticias.com

Helt stille

Da han senere vågnede (søndag morgen!), var der foruroligende stille. Baren var nemlig i mellemtiden lukket, lyset var slukket, alle var gået hjem og døren låst.

Manden tog det dog i stiv arm, og skænkede sig en fadøl og ringede til Guardia Civil. 

Her fortalte han, at han faktisk ikke havde nogen idé om, hvor han var, og at han var faldet i søvn efter at have været på en ordentlig druktur.

I optagelsen, der nu er gået viral, spørger betjenten, om han har været i stand til at komme ud af toilettet.

- Ja, ja. Jeg er allerede ude af badeværelset, og nu drikker jeg en lille øl i baren, siger han, hvortil betjenten svarer grinende, om han måske ikke hellere skulle lave sig en kop kaffe.

Han beder politiet om at komme og redde ham og fortæller så lidt om, hvad han kan se ud af vinduet på den anden side af gaden. Han aner ikke, hvad baren hedder.

Guardia Civil beder ham om at have tålmodighed og vente på en patruljevogn  - i betragtning af at han allerede har været i baren så længe, ​​vil “et stykke tid længere ikke skade ham”.

Lokalpolitiet ankom dog snart og fik åbnet dørene udefra.

Hør lydklippet her:

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.