Husk hovedet, når du lejer
Skrevet af Kathrine Hesner, man, 30/07/2018 - 12:10
Bolig
BOLIG: Sommerferie i sydens sol bliver i dén grad overskygget, når man dukker op, og boligen er bygget af luftkasteller. Frustreret ejendomsmægler råber vagt i gevær.
- Fire familier har jeg reddet inden for den seneste uge, fordi de er blevet snydt af en eller anden tosse. Hvornår stopper det?
Maddie Hjort har arbejdet som ejendomsmægler øst for Málaga i 16 år og har haft sit eget firma i 15 af årene, hvor hun både arbejder med salg og udleje.
Få nyhederne gratis i din indbakke hver dag
Problemet med svindlere, der lever fedt på godtroende turister, har været stødt stigende i takt med, at Facebook er blevet allemandseje.
- Jeg er så træt af det. Fire gange på én uge, hvor der er den slags problemer. Jeg er fuldt booket frem til 2020, så jeg skal jo ud at trylle hver gang, og det er minimalt, hvad jeg kan give ejerne i den her slags situationer, når lejerne jo allerede har betalt én gang til svindlerne, siger hun.
- Jeg må trække på venner og veninder for at få tag over hovedet til folk, der pludselig står her uden feriebolig, fordi de er blevet snydt. Det er noget rod, siger hun frustreret.
Maddies råd
Og hun har et par gode råd, hun gerne vil give videre. Det handler om at gøre sit hjemmearbejde, holde på sine rettigheder og - ikke mindst - brug hovedet:
- Folk skal google de mennesker, man handler med. Det er ret enkelt: Hvis de har snydt før, er chancen for, at man kan finde noget om dem på nettet, stor. Omvendt, hvis de er til at stole på, kan man ofte også google sig til det.
- Udlejer er jo nødt til at have et depositum, men du har jo al mulig ret til at sige: “Jeg vil kun sende en mindre del som depositum, og resten kan du få ved ankomst i kontanter”. Ellers betal via PayPal, for så kan man altid få sine penge tilbage igen.
- Og så brug logikken. Lyder det for godt til at være sandt, så er det nok fordi, det er det.
Ejerne skal ikke pynte på sagen
Men der er også andre, der trænger til et lille opråb, ifølge Maddie.
- På det seneste er der mange eksempler, hvor ejeren pynter lige vel meget på annoncen med billeder, der er shinet fuldstændigt op, zoomet helt ind på havet og den slags, siger hun og fortsætter:
- Når så lejerne kommer, er det slet, slet ikke det, der var blevet dem lovet. Det er jo lige så vigtigt, at de også tager sig sammen, så sådan nogle som mig, ikke skal komme og redde dagen bagefter. Man vinder altså med ærlighed, og glade gæster kommer tilbage.
Læs:
Let og sikker udlejning af feriebolig
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.