Hvad er forskellen på himmel og jord?
Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 04/06/2016 - 00:01
Klumme
KLUMME: Betjente til lands og i luften, usikkerhed for passagerer og alvorlige advarsler om øget terrorrisiko fra USA.
Det er ikke særlig sjovt at hedde Hollande og være Frankrigs præsident i øjeblikket. Han bliver ikke blot skældt ud af sine egne landsmænd, men også af flyrejsende, der slet ikke skal til Frankrig og fodboldfans fra hele Europa, der gerne vil det.
Først er der det med trafikken.
Øhh...
Forestil dig, at du kommer til et lysreguleret kryds, og der er rødt lys for alle fire indfaldsveje.
Årsag: Politibetjentene er gået i strejke, fordi staten vil give dem lidt længere arbejdstid - eller fordi de bare er blevet mopsede over en anden ændring i deres ansættelsesvilkår.
Trafikken bliver lammet, og der er heller ingen betjente til at gå ud og regulere trafikken manuelt.
Nu er det en situation, der hverken kan opstå i Danmark eller Spanien, for i begge lande har politiet ikke ret til at strejke - uanset om politiet i Spanien hedder Guardia Civil, Policia Nacional eller Policia Local.
Sådan er det altså på landjorden.
Ikke ligefrem himmelsk
Så bevæger vi os i stedet op i luftrummet, som er de enkelte landes nationale territorier. Flyver man ind i ét af dem uden tilladelse, får man straks advarsler via radioen og hurtigt besøg af et par jagerfly - inden man måske bliver skudt ned.
Så langt så godt. Den sag ordner militæret hurtigt.
Så er der trafikreguleringen af flyene i de nationale luftrum, og her er vi i dagens anledning selvfølgelig i Frankrig.
I det europæiske luftrum gennemføres der hver dag omkring 30.000 kontrollerede flyvninger. Og det er trængt til bristepunktet, selvom EU har lovet forbedringer i årevis.
Til sammenligning gennemfører USA dobbelt så mange flyvninger som Europa og til den samme omkostning, ifølge Den europæiske Kommission.
“Strejkelysten ligger i franskmændenes DNA” , har en Frankrigs-kender sagt til mig. Og jeg skal lige love for, det viser sig rigtigt lige nu, hvor Præsident Hollande prøver at gennemføre en stramning af arbejdsmarkedslovgivningen, så landet efter hans mening kan komme videre.
Vi er mange, der mærker det på rejserne mellem Danmark og Spanien, hvor forsinkelser har været hverdagskost under de franske flyvelederes efterhånden 50 strejker siden 2009.
Sene aftenfly kommer først frem midt om natten, aflysninger og venten i lufthavnene eller sågar i flyet, når der sker ændringer er nærmest blev reglen frem for undtagelsen.
For det er ikke bare sådan lige at flyve uden om Frankrig. Der simpelthen ikke ‘slots’ nok på vejen ned gennem Tyskland, Schweiz og Italien.
“Betjent” i sweater
Burde han være i uniform..?
Strejkerne er ikke kun til gene for passagererne - de koster flyselskaberne millioner og atter millioner af euro i direkte tab.
Den nyere luftfartsorganisation, Airlines For Europa, har bedt EU om at bringe orden i sagerne, og ét af organisationens største medlemmer, Ryanair, siger direkte, at alle flyveledere skal have frataget strejkeretten.
Jeg har også vanskeligt ved at forstå, at når trafikreguleringen på landjorden foretages af uniformsklædte statsansatte, hvordan den så mindst lige så vigtige regulering af flytrafikken kan være foretaget af personer i sweater med hang til strejke efter forgodtbefindende.
Værste tidspunkt
Risikoen for nye flyvelederstrejker kommer lige op til EM i fodbold i Frankrig, der starter den 10. juni og senere i forbindelse med Tour de France fra den 2. juli.
Allerede nu bekymrer mange rejsende sig for, om de kommer frem, og hvordan forholdene vil være i landet med risiko for mange andre strejker med både busser, tog, metro og så videre.
Samtidig lurer frygten for nye terrorhandlinger i forbindelse med de højt fokuserede begivenheder i baggrunden.
USA advarer
Bedre er humøret ikke blevet efter, at det amerikanske udenrigsministerium den 31. maj udsendte advarsel om forhøjet terrortrussel i Europa. En sådan bliver normalt taget ret alvorligt.
Advarslerne går generelt ud på, at turisterne skal udvise særligt agtpågivenhed ved større pladser og i forbindelse med offentlig transport. Herudover skal man undgå områder, hvor der er mange mennesker samlet.
Og det er jo ret svært at undgå på eksempelvis et fodboldstadion.
Det eneste vi kan gøre er at krydse fingre for, at alt vil gå bedst muligt.
Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.
Torben Wilkenschildt
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.