Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Regeringens eminente dobbeltmoral

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 20/09/2025 - 06:23

Klumme

Med den ene tommel skænder den danske regering Spanien, og med den anden opfordrer man selv til politisering af sport.

Statsminister Mette Frederiksen skældte premierminister Pedro Sánchez ud for at have hyldet bøllerne, der søndag aften saboterede La Vueltas afslutning og danske Jonas Vingegaard på sejrspodiet. Statsministeren skrev blandt andet:

“Selvom jeg normalt ikke selv blander sport og politik sammen, vil jeg i dag gøre en undtagelse. Min spanske kollega har i går hyldet bøllerne. Det er jeg meget uenig i.”

Her skal det lige præciseres, at Pedro Sánchez' udtalelse om, at han beundrede det spanske folk for at mobilisere sig for retfærdighed i Palæstina faldt søndag morgen i forbindelse med et arrangement i Málaga og IKKE efter bølleoptøjerne i Madrid om aftenen.

Med passende politisk manipulation kom det så bare til at se sådan ud.

“Det forstår jeg ikke, en regering kan gå ind for”

Samtidigt kom regeringens kulturminister, Jakob Engel-Schmidt, på banen med en opfordring til at blande politik ind i Danmarks kamp mod Hviderusland i Parken i København.

- Nu kommer Belarus jo på besøg i Parken den 15. november i forbindelse med landsholdets kampe, og der synes jeg, at man skal tage et ukrainsk flag med. Dog uden at ødelægge fodboldkampen, lød det fra ministeren.

Læs DR-artiklen om Jakob Engel-Schmidts forslag og video med Pia Kjærsgaards reaktion.

Kunne opfordringen til de ukrainske flag ende med at skabe ballade og ødelægge kampen?

    

Hvad mener du om kulturministerens (regeringens) opfordring?

Jonas, et forbillede

Mens alle andre er kogt helt over, udviste Jonas en forbilledlig ro, når den spanske presse undervejs spurgte om hans holdning til demonstrationerne. Eksempel:

- Jo da, jeg kan jo godt forstå, at der demonstreres mod det, der foregår i Gaza, men på den anden side er det også ærgerligt, når vi ikke kan gennemføre vores cykelløb.

En udtalelse fra en verdensmand, som andre verdensmænd og -kvinder godt kunne tage ved lære af.

Med hensyn til boykotten søndag aften i Madrid skal vi også have et andet aspekt med i billedet. Det er jo en kendt sag, at der findes politiske kræfter i Spanien, der bruger professionelle bøller i forbindelse med demonstrationer.

Vi fik blandt andet bevis for det i Murcia, hvor muslimer demonstrerede, fordi man ikke længere måtte benytte kommunale anlæg. Her blev der importeret bøller fra andre steder i landet for at få demonstrationerne til at se værre ud, end de egentlig var tænkt.

Jeg sætter gerne min troværdighed på spil med påstanden om, at det også var tilfældet søndag aften i Madrid. Jeg sad længe og så reportagen på RTVE Play fra Madrid, der fortsatte uden kommentarer efter protesterne mod Perico.

Det var ret tydeligt, at flere af de demonstranter, der bar sig mest voldsomt ad med at kaste afspærringer ind på kørebanen, tilsyneladende havde glemt deres Palæstina-flag hjemme, hvis det altså var Palæstina, de sympatiserede med.

Jeg så også flere demonstranter få prygl med stave, og politiet foretage advarselsskud mod demonstranterne, der flygtede som løb de fra en tsunami. Det giver jo alt andet lige lejlighed til et stort kilo salt efter politiforeningens påstand om, at der “oppe fra” var ordrer til ikke at agere mod demonstranterne.

Her skal det skydes ind, at politiforeningen ikke er bedste venner med den øverste chef, indenrigsminister Fernando Grande-Marlaska. Har selv oplevet en kæmpe politi-demonstration mod ham, da jeg var i Madrid.

“Den danske premierminister, socialisten Frederiksen, knuser Sánchez: Han hyldede bøllerne”

Mette Frederiksens skælden ud af premierminister Pedro Sánchez blev slået stort op i spansk presse, og de højreorienterede af dem elskede det. De bragte budskabet råt uden at korrigere for den politiske manipulation, som tidligere nævnt.

Andre medier var bare overraskede over, at Mette Frederiksen kunne reagere så voldsomt over for en partikollega.

El Confidencial henviste til ledernes gode relation med dette billede

Andre igen mente, at hun kun gjorde det, fordi løbets vinder er dansk.

    

Hvad mener du?

Regeringens eminente dobbeltmoral

Normalt bruger man ordet ‘eminent’ om noget, der er fremragende. Men i klummens overskrift er det selvfølgelig ment nedsættende.

Nu har jeg bedt om jeres mening, og jeg vil da også gerne give min egen.

Udgangspunktet er, at gemytterne kom i kog, og at alt for mange har udtalt sig for hurtigt i ophidselsens stund.

I en sådan situation er der behov for at tilgive, hvis man vil komme videre i livet.

Jeg tilgiver gerne Jakob Engel-Schmidts opfordring til Ukrainske flag i Parken - selvom den er noget af det mest tåbelige - bare han ikke fortsætter med det.

Jeg tilgiver også gerne Mette Frederiksens angreb på Pedro Sánchez med et råd om, hvad, jeg synes, hun skulle have gjort i stedet:

At Jonas - og en dansk cykelrytter for første gang - vinder La Vuelta er jo stort. Hvis jeg havde været dansk statsminister ville jeg, da det var stærkt sandsynligt, at Jonas ville vinde løbet, straks have meldt min ankomst til sejrsceremonien i Madrid.

Dels for at ære Jonas, dels for at have markedsført Danmark som sportland og den forbindelse fremhævet Jonas som den sports-gentleman, han er, og endelig for at få en snak med Pedro Sánchez.

Nuvel - sejrsceremonien på Plaza Cibeles blev ikke til noget, men æren for Jonas var ikke blevet mindre med deltagelse i P-kælderen og gallamiddagen.

Mandag morgen ville jeg have haft et møde med Pedro Sánchez, hvor vi som altid kunne tale godt sammen og udveksle vores meninger. På den efterfølgende pressekonference ville jeg have argumenteret for, hvorfor jeg mener, at der ved lov burde indføres forbud mod at blande politiske aktiviteter ind i sportens verden. Eller hvad EU måtte kunne finde på. Hvis de ellers kan blive enige ...

Ytringsfrihed eller ej.

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend i fred og ro.
Torben Wilkenschildt

Kan måske også interessere dig
  • Lykkelige Else
    Både Else, hendes familie og samfundet har glæde af Elses AI-veninde, mens hun lever …

Kommentarer

Kære Torben.
Du har nogle fremragende betrakninger og gode holdninger.
Tanker man tænker over og, ja også bliver klogere af.
TAK.
De optøjer der fandt sted også inden Madrid var til direkte fare for rytternes liv og førlighed. Ubegribeligt at en Spansk premierminister kan bakke op om sådanne voldelige demonstrationer.

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.