Hvaler spottet ved Fuengirola
Skrevet af Kathrine Hesner, fre, 12/06/2020 - 10:37
Vejr og natur
VIDEO: I går fik et par fiskere sig en sjælden oplevelse meget tæt på kysten.
Naturen bliver ved med at banke på. I går hyggesvømmede en gruppe store hvaler rundt i farvandet nær strandene i Fuengirola, Málaga.
Det er et noget overraskende syn, men i de seneste måneder har vi set flere af den slags billeder, hvor dyr er hovedpersoner midt i de ellers så travle turistzoner.
I Málaga-provinsen har man observeret vildsvin nær Baños del Carmen-stranden siden marts, ræve i centrum af Torremolinos, delfiner og flamingoer ud for Malagueta-stranden, geder på stranden i Calahonda, Mijas og endda en syv meter haj ved La Mamola-stranden i Granada.
Men hvis vi troede, at vi allerede havde set det hele nu, har vi altså troet forkert. En gruppe hvaler af betydelig størrelse blev i går spottet utroligt tæt på Fuengirolas kyst af besætningen på en fiskerbåd, der var sejlet ud ved daggry.
Skipper Juan Sánchez siger til avisen SUR, at de sejlede ud for at fiske ved daggry, men på grund af den stærke blæst måtte de midlertidigt vende tilbage til kysten.
Det var netop på vej tilbage, at de så hvalerne, og trods deres mange år på havet har de aldrig oplevet den slags så tæt på kysten før. Og så fik Sánchez hurtigt kameraet frem...
Der er sandsynligvis tale om finhvaler, der er en hvalart under bardehval-familien. En voksen finhval bliver typisk 18 til 24 meter lang og kan opnå en kampvægt på helt op til 90 ton. Hvalen er det næststørste nulevende dyr på jorden og bliver kun overgået af blåhvalen.
Kommentarer
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.