Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Hvem “ejer” La Vuelta?

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 09/09/2017 - 00:01

Klumme

KLUMME: Flere spørgsmål om økonomien i Spanien Rundt vakte min nysgerrighed mod slutningen af løbet.

Specielt vild med cykelløb er jeg ikke, men jeg har ikke kunne holde øjnene væk fra de pragtfulde TV-transmissioner, der gennem næsten tre uger har været fra La Vuelta a España 2017.

Ikke mindst de billeder, der er kommet på TV-skærmen fra de to helikoptere, der har fulgt alle etaperne.

Det har været en fantastisk og helt gratis rejse gennem områder, som jeg kender og andre, som var nye for mig.

Faktisk vurderes La Vuelta som en af de allerbedste muligheder for at promovere spansk turisme på globalt plan.

Nysgerrig

Jeg oplevede La Vuelta på fysisk nært hold, da jeg tog til Antequera som mål by sammen med vores journalistpraktikant Anders Lei. Den opgave klarede han med bravour, og hvis du ikke har læst den artikel, kan du læse den her.

Hvem står bag?

Da vi var i Antequera undrede jeg mig over, at næsten alle bilerne - både de officielle for organisationen og team-bilerne - var indregistreret i Frankrig. Det vakte min nysgerrighed for at blive klogere på, hvem der egentlig “ejer” La Vuelta og pengene i hele menageriet.

Starten

Den første La Vuelta fandt sted i 1935 og dengang fik vinderen 15.000 pesetas

Siden 1979 har La Vuelta været organiseret af selskabet Unipublic, der blev etableret med det formål at arrangere sports events. Den oprindelige organisator, avisen “El Correo Español-El Pueblo Vasco” valgte at stå af midt i en kriseperiode for cykelsporten.

Siden 2014 har det franske selskab ASO (Amaury Sport Organisation) været 100 procent ejer af Unipublic. ASO organiserer Le Tour de France og er også ejer af de franske medier L’Equipe og Le Parisien.

Det forklarer, hvorfor stort set alle bilerne i karavanen - primært fra sponsoren Skoda - er indregistreret i Frankrig.

Hvor mange deltagere?

Hvert år er der omkring 3.000 mennesker med i La Vuelta karavanen. Flere end 1.000 er journalister med 29 forskellige nationaliteter. De sørger for, at løbet transmitteres til 190 lande.

Under løbet sidste år var der globalt mellem 10 og 15 millioner seer, der dagligt så med på TV.

TV-indtægterne udgør godt 15 millioner euro

La Vuelta har 24 officielle sponsorer. Nogle af de mest synlige er fransk ejede Carrefour, Tissot, Vodafone, og den spanske pengeudlåner Cofidis, der også har sit eget cykelhold.

Tissot holder øje med tiden og regnskaberne

Sponsorindtægterne er ikke oplyst.

Betaler byerne?

Start- og mål byerne betaler for at være det. Hver etape har både en by, hvor starten går, og hvor det hele ender. Prisen for at være det ligger på cirka 100.000 euro. Prisen kan dog nå op på omkring de 180.000 ved særlig fokus på byen. Eksempelvis Madrid, hvor hele løbet slutter.

Til gengæld oplyses det, at de enkelte byer kan regne med indtægter på omkring de 600.000 euro, og de kan gå helt op til de to millioner, lyder det fra hotelorganisationen FADE.

Præmier?

Der er i alt afsat 1.115.000 euro i præmier til rytterne. Vinderen af løbet får en check på 150.000 euro, mens dagens etapevinder får 11.000 euro.

Det giver mellem 115 og 1.000 euro at komme først over en bjergtop afhængig af kategori, cirka 135 euro at vinde et sprint og 160 euro pr. dag for at køre i den røde førertrøje.

“Le Tour”

Sammenligner man med Le Tour de France, er tallene betydeligt lavere i La Vuelta. I Le Tour betaler byerne 600.000 euro og det samme beløb modtager vinderen af løbet.

Søndag

I morgen slutter La Vuelta 2017 i de kendte gader i Madrids centrum. Der vil du også kunne opleve flotte billeder fra helikopterne.

I morgendagens udgave af Spanien i Dag Weekend vil du kunne læse nærmere om den sidste etape plus tip til en masse gratis oplevelser, hvis du skulle være der nu - eller på et senere tidspunkt.

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.

Torben Wilkenschildt

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.