Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Hvornår døde Julen?

Skrevet af Kathrine Hesner, man, 15/04/2019 - 12:03

Krimi og katastrofe

ULYKKE: Obduktionen af den lille dreng Julen, der i januar faldt i en brønd, har nu endelig fastslået, hvordan - og ikke mindst hvornår - han døde.

Da en lille dreng, der faldt i en dyb, smal brønd i januar i Totalán, sad hele landet med tilbageholdt åndedræt. 

Der gik næsten to uger, før det lykkedes at få bjerget liget, og så var der et altoverskyggende spørgsmål: Hvor længe havde lille Julen været i live nede i brønden?

Endelig kommer der en afslutning, der midt i hele den forfærdelige historie giver en smule ro til de efterladte.

Obduktionen på Julen, der kun blev to år gammel, fastslår, hvad alle havde håbet på: Julen døde den 13. januar kort efter at være faldet ned i den dybe boring. 

Den endelige rapport konkluderer således, at han døde omkring klokken 13:50 og at "hovedårsagen til døden skyldtes det hurtige fald, hvor han fik fatale kvæstelser både i hoved og rygsøjle" oplyser retslige kilder.

Julen døde altså om ikke i faldet så i hvert fald umiddelbart efter. Der har været en del rygter og gisninger om, at han først døde efterfølgende af sten oppefra i forbindelse med redningsaktionen.

Men den tese kan heldigvis endeligt afvises nu.

Sigtet for drab

Torsdag i sidste uge, næsten tre måneder efter den indledende obduktion, overdrog lederen af ​​patologiafdelingen for Institut nr. 9 i Málaga, som har stået for undersøgelsen, den endelige rapport med alle de retsmedicinske test. 

Hovedkonklusionen bakker altså retspatologernes indledende resultater op: Julen døde som følge af meget voldsomme slag, hvor særligt to hovedtraumer var fatale. Derfor indtraf døden "øjeblikkeligt eller næsten øjeblikkeligt".

Rapporten består af 25 sider er underskrevet af fire ligsynsmænd.

Den endelige obduktionsrapport fjerner dermed al tvivl, som ellers har været hovedargumentet i forsvaret for ejeren af gården, hvor brønden er.

Han er sigtet for uagtsomt manddrab, og hans advokat havde forsøgt at bygge forsvaret op på, at Julen netop ikke døde af faldet, men som et resultat af redningsaktionen. 

Sagen kort

Den 13. januar faldt to-årige Julen 71 meter ned i en vandboring i Totalán, Málaga. Det svarer til cirka 20 etager.
 
 
 
Han blev dækket af jord og sand ovenfra, som blev revet løs ved faldet. Derfor kunne redningsfolk ikke komme ned derfra - end ikke med et kamera for at se til drengen.
Klokken 01:25 natten til lørdag den 26. januar fandt redningsmandskabet den lille dreng i cirka 70 meters dybde. Det skete efter den største redningsaktion nogensinde i spansk historie, der altså endte med at vare 13 dage.

Operationen, hvor man først borede parallelt med den boring, hvor drengen lå i, og så vinkelret ind, ville under normale omstændigheder havde krævet flere måneders planlægning.

Liget havde det, man på spansk kalder ‘politraumatismos’ - altså adskillige kvæstelser, som man normalt forbinder med meget alvorlige trafikulykker. Kvæstelserne stemte overens med, at Julen ramte den stenede inderside i boringen på vej ned. 

Han faldt med fødderne først i et “hurtigt og frit fald” og blev fundet med armene opad. 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.