Indkøb i landhandlen i den tætte calima (10)

Kate & Peters eventyr fortsætter nu i det sydlige hjørne af Portugal.

Artiklerne er skrevet på basis af Kate og Peters egne optegnelser. Vi siger tak for deres velvillighed til at dele deres oplevelser med andre.

Ruten i denne artikel

 

Underlig morgen med en næsten gul camper i stedet for hvid og en møgbeskidt forrude.

Efter rudevask kører vi op fra floden og får et sidste blik på by og borg

Husk, at du kan klikke i billederne for at se dem større.

Vel ude af byen, fortsætter vi ad N265 mod Mina de São Domingos. Calimaen er her, og vi kører uden den store udsigt, vi har været vant til. Det er som en dis men mørkere. Og lyset, det er som om det ikke bliver helt lyst, ligesom på en gammel film, hvor farverne er visket ud.

São Domingos er en gammel mineby, så her stopper vi for en gåtur i den lille by.

Vi ser den gamle åbne mine, ruinerne fra en storhedstid, og de gamle gader, som før husede arbejderfamilier, men nu er delvis gjort i stand og stadig beboede

Vi foretager lidt indkøb i landhandlen og så er det videre

I den tætte calima, har vi ikke lyst til de lange gåture, så turen fortsætter. Men det er godt nok specielt i dag. Og det kan vi også læse om i 'Spanien i Dag, hvor det rammer solkysten hårdt.

Vi ender i Serpa. Her finder vi også en BP tankstation, vi skal have byttet en gasflaske. 

Når nu EU ikke kan, så er det godt at Spanien, Portugal og Danmark har lidt tilfælles. Det er bl.a. gasregulatoren og tilslutningsstudsen på gasflaskerne. I Portugal er gasflaskerne fra BP endda de samme som letvægtsflasker i DK. Blot flasken er grøn, så kan vi bytte vores flaske. I DK er letvægtsflasker enten gule eller grønne - vi har selvfølgelig researched før vi tog afsted - og fået en grøn flaske med.

Derefter tjekker vi ind på den kommunale camperplads for natten.

Den obligatoriske bytur tager os rundt inden for bymuren, og vi får set den gamle akvædukt, som byen er berømt for.

- og forkøbt os i to kg. jordbær - mums……
Hvis der er lige så meget calima i luften i morgen, så kører vi ingen steder.

Skal vi blive eller…? Det klarer op i løbet af formiddagen. Og pludseligt kan vi se skyer og ind imellem noget sol. Så afvaskning af ruder, så vi kan se ud og rundt om supermarkedet.

Her bliver vi holdt tilbage af et større cykelløb som skal passere

Ingen advarsel, blot Jens betjent, som stopper alle i meget god tid, inden feltet kommer forbi - og så afsted på landevejen.

Vi kører over Moura og finder videre øst om et større søområde. Vi kører gennem olivenmarker over mange kilometer, som om de ikke vil holde op.  

Både nyplantninger og ældre beplantninger. De kommer ikke til at lide oliven-mangel her

Og for første gang under vores tur, møder vi interimistiske boliger ved nogle gårde. Det er boliger flikket sammen af de forhåndenværende materialer, træ, plast, pap osv. Rigtige landarbejderboliger, som vi ikke har set siden, vi boede i Libanon.

Dagen tur slutter ude i den fri natur, næsten. Vi holder på et lille plateau uden for en meget lille by Estrela, med en smuk udsigt over sø og land.

Landskabet er lidt bakket, med køer og græs

Det kunne være et sceneri fra en dansk fjord. Det er godt nok en stille og fredelig plet vi har fundet her. På vores ”byvandring”, som tager ca. 1/2 time fra den ene ende til den anden og tilbage igen, finder vi ikke et eneste sted, vi kan bruge penge. Og dog har byen en hæveautomat…….så der må komme lidt liv på et tidspunkt.

Så er vi  på vejen igen. Vi fandt i aftes en camperplads lidt længere mod nord i byen Luz. Der vil vi svinge ind og få tømt tanke og få vand på.

Vi finder pladsen og får ordnet det nødvendige, og vil så lige se byen. Det er en “underlig” by. Den virker meget vedligeholdt og meget nyere end, hvad vi ellers har set.

Brede brostensbelagte gader og fortove i samme stil (P-22),

Dertil åbne pladser og masser af grønt. Et meget lille supermarked og en ditto bager. Og ikke så mange mennesker. Kirken ligger ned mod søen, og da vi når den, kan vi læse om Luz  og den kunstigt anlagte sø Alqueva.

Alqueva er et menneskabt vandreservoir, som ved anlæggelsen oversvømmede ca. 120 kvadratkilometer langs med floden Guadiana. Søen ligger delvist i Portugal og delvist i Spanien og sørger for vand til, at kæmpe områder kan dyrkes. Det er den største kunstige sø i Europa ifølge plancherne.

Ved anlæggelsen af søen måtte man derfor flytte byen Luz. Den nye by blev indviet og beboet i 2002. Den oprindelige by, eller rettere stedet den lå - for byen blev brudt ned inden vandet steg op til byen og ligger i dag på ca. 5 meters vanddybde i søen. Det forklarer indretningen i byen, som er noget anderledes end hvad vi ellers har set. Der er opført et lille museum, som fortæller historien om flytningen af byen. Det hele er meget interessant, og vi får brugt hele dagen på at snuse rundt.

Kaffepause midt i byen, hvor vi også holder for natten
 

Vejret er klaret op, og der bliver vasket lidt inden regnen sætter ind om et par dage ifølge vejrudsigten. Da det er klaret og tøjet er tørt, kører vi den formidable strækning af 5 km. til vores næste overnatning. Det er ude på et et lille næs uden for byen Mourão. Her er anlagt et rekreativt område, hvor vi får dagen til at gå med at vandre, betragte kodriveren og hans kvæg, og blot nyde stilhed og natur.

 

Der kan også komme noget godt ud af at lave kunstige søer

Næste morgen siger vejrudsigten regn i løbet af formiddagen, så vi kommer tidligt afsted. Dagens første mål er fæstningen i Mourão, som ligger oven for byen, og som vi kan se fra vores overnatning. Her er en flot udsigt over søen. Men kun de gamle borgmure står tilbage.

Inde i borgen er der blot græs og ingen bygninger

Men, vi går rundt om de gamle borgmure og kan se resterne af fæstningsanlægget uden for borgen – og nyder den flotte 360 graders udsigt undervejs.

På landevejen N-256, hvor vi kører over en af de store broer i søen mod Monsaraz.

Her kan vi se en borg højt oppe til højre for os og vi drejer af M514 og holder ind og ser Monsaraz Castle. 

Borgen er bygget op og vedligeholdt i stor udstrækning

Inden for borgmurene er den gamle by stadig levende med smalle gader og flotte bygninger med selve borgen i den vestlige ende. Det er flot, og vi går rundt og set det hele.

Et par timer senere er vi igennem, og det passer lige med, at regnen starter, da vi går tilbage ned ad bjerget til camperen. Vi sætter kurs mod Elvas i silende regn ad de mindre veje som co-driveren sidder og finder på undervejs. 

På et tidspunkt kommer vi ud på N373 ind mod Elvas. Men så finder Kate ud af, at vi gerne vil se Spanien fra Portugal. Så vi drejer af og når frem til en lille by Juromenha, som  ligger ved Rio Guadiana. 

Og igen ad smalle gader hvor vi lige kan smutte igennem uden at miste sidespejle, når vi frem til kirkegården og en flot udsigt (bortset fra regnen) over floden hvor grænsen løber, og ind til Spanien. 

Mon hun har hjemve tænker chaufføren…. Vi holder aften ved borgen Fortaleza de Juromenha, som er lukket pga. restaurering. Således slipper Kate for flere gamle mursten i dag.

Vi trodser regnen til aftensmaden og finder op på restaurant Pata Larga et par hundrede meter oppe af vejen. Det må siges at være en autentisk restaurant. 14 siddepladser, rimelige priser på rigtig god mad og vin samt en hyggelig stemning.

Vi fik det sidste bord og en super god aften    
 

Det regner stadig her til morgen. Det må være godt for alt og alle, både marker, afgrøder og ikke mindst vandreservoirer som er i bund. Op ad formiddagen tager regnen af, og vi løsriver os og kører til Elvas.

Her finder vi en god plads at holde på - med udsigt til Amoreira akvædukten

For mange år siden gik byen Elvas, som dengang lå inden for fæstningsværkerne, næsten tør for vand. Derfor blev en vandledning anlagt til byen. I 1498 startede byggeriet og var færdigt i 1622. Det var vist en hundrede års plan, men så kom vandet også selv løbende, de sidste 7,9 km på en akvædukt i op til 30 m højde over terræn.

Det må have været en stor dag for dem, som slæbte vand op ad bakkerne inden den tid.

Det er en af de længste akvædukter i Europa med 843 buer undervejs. Vi har ikke gået hele vejen men fulgte den et godt stykke ud af byen hen på eftermiddagen, da der blev længere mellem bygerne.

Det er bare imponerende, at gå og forestille sig at man kunne stable sten i disse højder for mange hundrede år siden, ikke noget at sige til, at det har taget sin tid.

Elvas gamle bydel ligger inde i Portugals største fæstningsanlæg. Der er 4 km. rundt på murene med 3 byporte.

Her tog vi turen rundt sidst på dagen.

Og mødte vagten som præsenterede paraply ud for sit skilderhus. Og derefter selvfølgelig på kryds og tværs ind i bydelen. Vi kommer omkring historien for tiden. Men det er lidt fascinerende med alle de gamle mursten vi får set- og ikke mindst historien i dem.

Også når natten falder på er det flot (P-45)

I morgen vil vi køre ind i Spanien igen til byen Badajoz.

I den næste artikel fortsætter vi eventyret med Kate & Peter...