Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Jeg vover det ene øje

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 27/04/2019 - 00:01

Klumme

KLUMME: Hvordan ender valget i morgen? I dagens klumme vil jeg tage mod til give mine egne forventninger til udfaldet, som naturligvis sker med alle tænkelige forbehold.

En spådom om valgets udfald i morgen er risikofyldt sag, men jeg har selvfølgelig min egen fornemmelse, der kan være rigtig eller helt ude i skoven. Min vurdering er ikke påvirket af eventuelle egne politiske præferencer, og jeg tager skraldet med at skulle blive hånet i morgen...

PSOE

Med 47-årige Pedro Sánchez i spidsen tror jeg, at PSOE får den fremgang, som partier er spået i meningsmålingerne, hvilket vil sige omkring 28-30 procent af stemmerne svarende til cirka 125 mandater. En overraskelse med endnu flere lurer i baggrunden.

Ved valget i juni 2016 fik partiet 22,63 procent af stemmerne og 85 mandater.

Det er blevet sagt, at Sánchez har ført den dyreste valgkampagne, siden valget blev udskrevet - for skatteborgernes penge. Det siges, fordi han siden valgets udskrivelse er fortsat med sine ministermøder, og der er vedtaget en række dekreter, der efterfølgende er blevet vedtaget i Kongressens permanente udvalg på cirka 60 medlemmer.

Sánchez har opført sig som en værdig premierminister og i vidt omfang afholdt sig fra at kritisere sine politiske modstandere. Samtidig har han inviteret til brede samarbejder efter valget, hvilket er positive signaler for vælgerne.

PSOE henter stemmer hos Podemos, hvis vælgere efter krisens ophør har fået bedre tider. Også Ciudadanos-vælgere vil skifte til PSOE.

PP

38-årige Pablo Casado, der blev valgt som partiets leder i sommeren 2018 efter Mariano Rajoy, står til den største nedtur i meningsmålingerne.

Partiet spås at få omkring 20 procent af stemmerne svarende til cirka 78 mandater. Det er en forudsigelse, der er præget af stor usikkerhed. På sidelinjen lurer Vox, der primært henter sine stemmer hos PP, og det skulle ikke undre mig, hvis de lander på omkring 70 mandater. På den anden side er PP et stort og veletableret parti med store midler til den gennemførte valgkampagne.

Ved valget i juni 2016 fik partiet 33,01 procent af stemmerne og 137 mandater.

Jeg tror, at det var et dårligt valg, da PP valgte Pablo Casado til partiets frontfigur og derved vragede María Soraya Sáenz de Santamaría, der havde været vicepremierminister i Mariano Rajoys regering. Den 47-årige skarpe advokat fremstod - trods hendes højde på kun 1,52 meter - med langt større myndighed en Casado.

Og så har hun den medfødte fordel at være en kvinde… Det kunne nok have givet ekstra stemmer i det ellers mandsdominerede partileder-selskab.

Podemos

40-årige Pablo Iglesias, der stiftede Podemos i 2013, og fortsat er lederen, spås af få knap 12,8 procent af stemmerne, hvilket svarer til cirka 34 mandater.

Ved valget i juni 2016 fik partiet 13,42 procent af stemmerne og 45 mandater. Hertil skal så lægges mandaterne fra koalitionspartnerne med samlet 4,18 procent af stemmerne og 14 mandater. Således nåede koalitionen op på 59 mandater.

Som nævnt skyldes faldet for Podemos sikkert vælgernes forbedrede leveforhold. En sag, der ramte Iglesias, var også, da han sammen med sin hustru Irene Montero købte en dyr villa syd for Madrid. Oprindeligt var hans identitet, at han boede i en beskeden lejlighed i et jævnt kvarter i Madrid.

Nu har han så gjort det rigtig godt ved de to partilederdebatter den 22. og 23. april. Med en erfaring som studievært er han også dygtig til at kommunikere, så folk kan forstå det, han siger.

Iglesias får et bedre valg, end meningsmålingerne spår.

Ciudadanos

39-årige Albert Rivera er stifter af partiet, og på nuværende tidspunkt giver meningsmålingerne ham 14 procent af stemmerne svarende til cirka 40 mandater.

Ved valget i juni 2016 fik partiet 13,06 procent af stemmerne og 32 mandater.

Ciudadanos har haft én lang rutschetur nedad i meningsmålingerne siden juni 2018, hvor de blev spået hele 25,6 procent af stemmerne. Det var på det tidspunkt, hvor det lykkedes for Pedro Sánchez at vælte Mariano Rajoy ved en mistillidsafstemning.

Umiddelbart derefter krævede Rivera - selvfølgelig tilskyndet af sine gode tal - at Sánchez skulle udskrive valg. Det gjorde han ikke, og på det tidspunkt så han sig sur på Sánchez - og er det stadig.

Ciudadanos har identificeret sig som et midtersøgende højreparti, og det betyder jo, at samarbejde med PSOE ikke kan undgås.

Men den mulighed slog partiet en pæl igennem ved Ciudadanos’ erklæring om, at man under ingen omstændigheder hverken ville støtte eller indgå samarbejde med Sánchez efter et valg. Siden da er nedgangen bare fortsat, og efter Riveras nærmest hysteriske og ukrollerede opførsel i de to partilederdebatter når han kun med held sit nuværende antal mandater.

Vox

Santiago Abascal, 43 år, har været leder af Vox siden 2014. Tidligere var han medlem af PP, men brød ud af partiet sammen med andre PP-politikere.

Meningsmålingerne giver Vox 13,8 procent af stemmerne svarende til cirka 44 mandater.

Ved valget i juni 2016 blev partiet ikke repræsenteret i Kongressen. Vox betegnes generelt som højreekstremistisk.

Vox kan meget vel blive valgets bombe. Mange vil ikke tale højt om, at de sympatiserer med flere af partiets mål, og derfor kan meningsmålingerne om Vox meget vel ikke afspejle resultatet på søndag.

Efter både Casados og Riveras adfærd under de to TV-debatter, hvis partier PP og Ciudadanos begge kæmper om de samme stemmer, som Vox gør, kan det meget vel være, at Abascal fra lænestolen foran TV-skærmen har nappet flere af de to partiers stemmer.

Vox har et 100-punkts program, der er ret klart. Partiet vil det overfyldte spanske demokrati og embedsmandsvælde til livs ved blandt andet at nedlægge regionerne og lægge funktionerne under en stærk central regering.

Ét centralt sundhedssystem, ét skolesystem og kun én højesteret - og ikke som nu med ét eller én i hver af landets 17 regioner.

Derudover vil partiet omgående suspendere Catalonien som selvstændig region. Et tiltag, som givetvis vil tiltrække det store flertal af vælgere i Spanien, hvor balladen i Catalonien hænger dem langt ud af halsen.

Mit bud er, at Vox får omkring 18 procent af stemmerne - større end Ciudadanos og måske lige så stort som PP eller større.

Resultaterne får du på mandag morgen i vores avis.

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend og et godt valg som tvungen sofavælger.

Torben Wilkenschildt

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.