Færre arbejdsløse, men…
Skrevet af Pia Bruun, tor, 22/10/2015 - 11:29
Samfund og Politik
SAMFUND: Arbejdsløsheden er for første gang i ni år faldet til under fem millioner personer.
Nye tal viser, at antallet af ledige i årets tredje kvartal er faldet med 298.200 personer til 4.850.800. Ifølge Statistisk Institut, INE, drejer det sig om det største kvartalsvise fald nogensinde.
De positive tal giver tiltrængt vind i sejlene til landets konservative regering, der står overfor et afgørende valg om mindre en to måneder.
Men ikke alt er guld og grønne skove. Samlet set er beskæftigelsen nemlig faldet i løbet af de seneste fire år. Det skriver avisen El Mundo.
Færre arbejdsløse, men...
Arbejdsløsheden i Spanien er fortsat svimlende høj – på hele 21,18 procent – men det er dog 1,2 procentpoint lavere end ved udgangen af årets andet kvartal.
Målt over de seneste 12 måneder er arbejdsløsheden faldet med samlet 10,6 procent, svarende til 576.900 personer.
Når det gælder antallet af nye jobs er tallet dog knapt så højt. Der blev i samme periode skabt nye 182.200 jobs, hvilket svarer til en fremgang på én procent.
Hovedparten af alle nye jobs er sket inden for turist- og servicesektoren.
Færre i job
Antallet af beskæftigede er dog faldende. Der er i dag 22.899.5000 personer i arbejde, hvilket er et fald på 166.000 i løbet af de seneste 12 måneder.
Målt over en fireårig periode – fra tredje kvartal 2011 til tredje kvartal 2015 - er antallet af beskæftigede faldet med mere end en halv million personer.
Der er dels tale om indvandrere, der har forladt Spanien for at søge arbejde andre steder, og dels langtidsledige, der efter to et halvt års ledighed er røget ud af arbejdsmarkedet.
Sammenlagt betyder tallene at der siden Spaniens konservative regering kom til magten i december 2011 er 104.300 færre beskæftigede.
Flere på deltidsarbejde
Antallet af beskæftigede på deltidskontrakter er i tredje kvartal steget med 205.500 personer, mens antallet af fuldtidskontrakter er faldet med 18.900.
Målt på årsbasis er antallet af fuldtidsbeskæftigede steget med 178.100 personer, mens antallet af personer på deltidskontrakter tilsvarende steg med 357.700.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.