Jorden ryster i Sydspanien
Skrevet af Kathrine Hesner, fre, 13/08/2021 - 11:08
Vejr og natur
NATUR: Sent i går rystede jorden to gange i Córdoba, Málaga, Jaén og Sevilla. Alarmcentralen modtog næsten 100 opkald, og mange danskere bemærkede også jordskælvene. Ingen kom dog til skade, og faktisk er det ikke så usædvanligt.
Torsdag kort før midnat blev der registreret to jordskælv med en styrke på henholdsvis 4,5 og 3,1 i Granada-kommunerne Cijuela og Santa Fe.
Jordskælvene kunne mærkes i flere andalusiske provinser, og alarmcentralen modtog næsten 100 opkald fra bekymrede borgere, der havde oplevet billeder falde på gulvet og stole, der flyttede sig.
Der er dog ingen rapporter om personskader.
Det oplyser Emergencias 112 Andalucía.
Det første jordskælv på 4,5 fandt sted klokken 23:25 og havde epicenter i byen Cijuela og blev registreret på overfladeniveau ifølge data fra det nationale geografiske institut, IGN. Det andet jordskælv indtraf kun to minutter senere og målte altså 3,1 og havde epicenter i Santa Fe i en dybde af 10 kilometer.
Som følge af de to jordskælv modtog 112 flere end 90 opkald fra personer, der har mærket rystelserne. Det fælles alarmnummer håndterer alarmer fra alle de andalusiske provinser, og således talte opkaldene ikke kun kommuner i Granada, men også fra flere byer i Córdoba, Málaga, Jaén og Sevilla.
Der har da også været mange rapporter fra folk, der mærkede rystelserne. En skriver om det første skælv: “Bemærkede kraftige rystelser i Santa Fe, Granada. Hele huset rystede i cirka otte til to sekunder”, mens en anden bare skriver “Skræmmende”.
En skriver om det andet skælv: “Langt skælv på ti sekunder rystede reoler og fik næsten ting til at falde ned. Rystende og rumlende fornemmelse”.
Også mange danskere har delt deres oplevelser i forskellige grupper på facebook blandt andet denne, der pt har 43 kommentarer:
Gode råd ved jordskælv
I tilfælde af et jordskælv minder Emergencias 112 Andalucía om, at det vigtigste er at bevare roen og undgå enhver form for panik samt videregivelse af rygter eller andre overdrevne oplysninger.
Inde
- Under jordskælvet er det bedst at blive, hvor man er, uanset om man befinder sig i en bygning eller på gaden, da der kan ske ulykker, når man går ind og ud af bygninger.
- Inde i en bygning skal man søge ly under stærke strukturer f.eks. et bord eller en seng, under en dørstolpe, ved siden af en søjle, en væg eller i et hjørne.
- Efter rystelserne anbefales det, at man forlader bygningen i god ro og orden ad trapper, og at man under ingen omstændigheder bruger elevatoren til evakuering.
Ude
- Hvis du allerede befinder dig udenfor, er det tilrådeligt at bevæge dig væk fra elektriske kabler, gesimser, vinduer og andre elementer, der kan gå i stykker eller løsne sig som følge af rystelsen.
Bil
- Hvis jordskælvet overrasker folk midt under en køretur i et køretøj, er det nødvendigt straks at bringe køretøjet sikkert til standsning og så blive i køretøjet, indtil rystelsen er overstået.
Efter rystelsen
- Kontroller, at der ikke er nogen tilskadekomne, undersøg dem omkring dig, og glem ikke, at alvorligt tilskadekomne personer ikke bør flyttes, medmindre du ved, hvordan det skal gøres sikkert, eller hvis der er tale om at komme fysisk væk fra en overhængende fare som brand eller jordskred.
- Kontroller gas-, vand- og elrørene visuelt og ved lugt. Vær sikker på, at alt er tæt.
- Brug ikke telefonen, medmindre der er tale om nødsituationer, tænd for radioen og følg myndighedernes anvisninger via medierne og de officielle konti på sociale netværk som f.eks. @E112Andalucia, Facebook: 112 Andalucía eller @IGNSpain.
Helt normalt
Den sydøstlige del af Spanien er jævnligt udsat for jordskælv, der opstår i forbindelse med sammenstød mellem den euroasiatiske og den afrikanske kontinentalplade.
Der forekommer omkring 2.500 jordskælv i Spanien om året. Værst ramt er den sydøstlige del af landet fordelt på provinserne Alicante, Murcia, Almeria og Granada, men også i Huelva-provinsen har man oplevet flere større jordskælv.
Eksperter mener ikke, at der er nogen fare i forbindelse med mange jordskælv - snarere tværtimod. Hyppige små rystelser frigør nemlig energi fra jordens indre, som ellers ville akkumulere og dermed kunne resultere i langt kraftigere rystelser.
Det værste
Lorca-katastrofen er den værste af sin slags i nyere tid. Katastrofen ramte i maj 2011 og startede med et skælv på 4,5 på Richterskalaen. Under to timer senere fulgte endnu et jordskælv, som blev målt til 5,1.
Her skete der alvorlige skader, da flere bygninger styrtede sammen, og op mod 20.000 personer tilbragte natten under åben himmel af frygt for at der skulle ske nye sammenstyrtninger. Ni mennesker mistede livet og 203 blev kvæstede.
Giv lyd
Borgere i jordskælvsramte områder kan i øvrigt selv være med til at give meldinger om rystelser i undergrunden. På hjemmesiden Earthquake-report kan brugerne fortælle om deres oplevelser, og om de har mærket noget til rystelserne.
Brugerne kan klikke på ikonet ‘Felt an Earthquake?', hvis de mener at have mærket noget og har også mulighed for at beskrive deres oplevelse længere nede på siden.
Det samme kan du gøre på appen LastQuake.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.