Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

København oplevet med spanske øjne - hygge!

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 26/10/2019 - 00:01

Klumme Rejser & oplevelser

KLUMME: I dag tager advokat Javier García León dig med til nogle af sine oplevelser som “halvdansker” i hovedstaden.

Klummen er oprindeligt skrevet af Javier García León på spansk for at fortælle andre spaniere om hans kærlighed til København. På halvfilosofisk vis tager han læseren  i hånden med rundt til sine yndlingssteder i den danske hovedstad. 

Vi har på Spanien i Dag gjort vores bedste for at lave en sammenlignelig oversættelse, men spanske metaforer kan ikke oversættes direkte til dansk…

Nogle gange er det ofte det enkle, der får dig til at føle ting og mærke livet. Janteloven er fiktiv, men alligevel med stærke kulturelle rødder, og selvom den med årene er fordampet lidt, fortæller den, at vi ikke skal tro, at vi er mere end andre. 

Det er en måde at kunne forstå og imødegå tingene i livet på, som længe har været og er et etisk princip blandt den danske befolkning. Måske er Den Lille Havfrue, uden at sige noget, symbolet på Janteloven og hygge - det enkle og roen uden en påstand om at være den smukkeste - selvom hun er det - og giver dig et øjebliks lykke, som vi ved glæden består af.

I flere end 20 år har jeg besøgt Danmark, og gennem de seneste 15 år har danskerne brødfødet mig gennem mit virke som advokat for dem i Spanien. Hver gang jeg er kommet tilbage til Spanien, har jeg villet tilbage til Danmark hurtigst muligt, udskudt af den ene eller anden årsag. Men alt i Danmark har været ligesom sidst. 

Hovedstaden København er en af de mest beboelige byer i verden. Jeg kan ikke bevise det, da jeg ikke har været i alle, men jeg mistænker, at det er sådan. Selvom man kun er i byen i nogle dage, lader man sig langsomt forføre og får forståelse for beboernes liv. Du lader dig inspirere af og glædes over gaderne, deres små kroge og stemning. Du bliver nysgerrig, spiser smørrebrød og drikker kærnemælk, du føler, at byen omfavner dig.

Alle levende byer forandrer sig ofte til det bedre, men ikke alle. Men det gør København. Ved hvert besøg modnes hun og hendes kurver, og jeg holder af hende på alle årstider påklædt eller nøgen. Om hun gør mig varm eller kold.

Nye rum opstår i byen, broer til cykler og fodgængere, nye glade steder og ikke altid dyre. Ved hvert besøg genopdager man byen også med nye ansigter, og derfor er København på min liste over nødvendige periodiske besøg, næsten som lægeordineret. Kun med disse hyppige besøg oplever man, at København også er noget af dit.

Min anbefaling til dem, der ankommer for første - ja, eller tiende gang - er at tage cyklen et par dage, hvis du er lidt dovent anlagt. Så slipper du for at gå til Papirøen, til den nye Kyssebro eller spise morgenmad i et ukendt kvarter. Eller for tv-nørder for eksempel Overgaden Oven Vandet, hvor tv-serien Borgen blev optaget, og hvor nogle af hovedpersonerne udvekslede mere end formelle papirer...

Det trendy kvarter Nørrebro er, hvor alle ønsker at være nu. Det gamle kvarter, hvor prostitution og mørke nætter nu er omdannet til avantgarde og modernisme. Men jeg er alligevel stadig er tro mod Christianshavn med sin traditionelle arkitektur og kanalerne, der spejler bygningerne. Alt i harmoni med den modsatte side af Københavns Havn, hvor Den Sorte Diamant knejser sammen med andre arkitektoniske nyskabelser. En kombination, der er en stor oplevelse under ens lånte liv i byen.

Og på kanalerne i Christianshavn ligger husbådene med deres postkasser og farverige overbygninger, der inviterer dig til at nyde dem fra en café eller på bænk. Og ikke andet.

Men lad os gå tilbage til Nørrebro. Her bør du ikke gå glip af morgenmad i én af de mest populære gader Jægersborggade på én af de hjemligt indrettede caféer med modernistiske dekorationer. Prøv en kanelsnegl til morgenmaden.

Bliv ikke nervøs, hvis du ser en barnevogn med et barn i ved indgangen til caféen. Det er ikke blevet forladt, og barnevognen står der kun, fordi der enten ikke var plads inde i caféen, eller fordi de skal vænne sig til klimaet. 

Gå en tur gennem gaderne og parkerne og kast et blik på alle installationerne til lege- og sportspladserne, som kommunen har investeret i til glæde for borgerne. Hvis du er mere til det mere saltede typiske danske morgenbrød, så gå ind i Meyers Bageri.

På vej tilbage passerer vi Søerne, hvor en sød fornemmelse fra forelskede par på bænkene sætter sig i hukommelsen i modsætning til sukkeret fra kanelsneglen, der sætter sig på sidebenene.

Christiania er tyndslidt, men man bør alligevel gå igennem for at se boderne og allerbedst at se cykel-værkstederne. Du får lyst til at købe én og få to eller tre børn, som kan sidde i kassen foran. Dog ikke før du har fået et par tatoveringer og tillagt dig et stort fuldskæg - selvom man med alderen passer dårligere ind.

For dem, der fulgte med i den politiske serie Borgen, er der også altid Christiansborg, der også går under navnet, som serien fik. Du ser på tårnet, og forestiller dig, at Bent Sejrø taler med Birgitte, ude af stand til at gætte, hvad han siger, skønt han helt sikkert er modig og følger sit instinkt. Du går gennem arkaderne, hvor heste ikke længere hvisker med hinanden, og når du krydser Marmorbroen, støder du ind i én af Nyborgs koalitionspartnere, som gør dig til vidne i en lækage.

Når vi forlader broen og lækagerne, dropper vi ind i Kanal Cafeen, hvor det er tid til frokost. Glem ikke at drikke snaps skiftevis med øl og smørrebrød. Lad dig lokke af lækkerierne; sild, rødspætte med remoulade, ribbensteg med rødkål, roastbeef med pickles, hønsesalat …

Efter at have kastet os ud i det danske køkkens specialiteter garneret med både lokal øl og akvavit i passende mængder, tør vi endda kaste os ud i at tale lidt dansk. Men snak om Rødgrød med fløde og Øllebrød må vente til en anden gang, når jeg igen besøger det danske køkken.

Vi ses!

Javier García Leon

Tak til Javier Garcia León, der med sin virksomhed Advokatkontoret.es er sponsor for Spanien i Dag.

Javier Garcia León har også skrevet: Første skridt ved boligkøb

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend!

Torben Wilkenschildt

 

Kommentarer

Hvor er det dog en dejlig beskrivelse af min fødeby. Bor nu nord for Århus, som også vil være et besøg værd. PS: har lejlighed i Elveria området
Tak til Javier Garcia León for at skrive så pænt om Danmark. Også tak for at han er sponsor på Spanien i dag.
Vi er glade for at læse hvad i skriver.

Knus herfra.

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.