Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Kæmpe bil-biograf

Skrevet af Kathrine Hesner, ons, 03/02/2021 - 11:05

Rejser & oplevelser

OPLEVELSE: Málaga kommer til at få regionens første og Europas næststørste drive-in-biograd til sommer.

Gode nyheder til de filmglade, der måske ikke lige kan se dem selv sidde i en fyldt biograf lige foreløbigt. 

Efter planen åbner Málaga Drive-in Biograf til sommer, og det er den første permanente af den slags i Andalusien.

Projektet bliver en realitet efter det er blevet blåstemplet af Málaga byråd.

Tamara Istambul og Cristina Porta står bag, og de satser på, at hvis alt går op i en højere enhed, vil man åbne allerede til sommer.

Folkene bag Autocine Madrid RACE har kæmpet i mere end to år for at åbne i Málaga, og der bliver tale om "den næststørste drive-in-biograf i Europa og den eneste permanente i Andalusien, der er åben hele året rundt”, skriver Laopiniondemalaga.es.

Forretningsmodellen er allerede udrullet med succes siden 2017 i Madrid af de to forretningskvinder, hvor biografen på det tidspunkt var den første og eneste af sin slags i Spanien, og derfor har Istambul og Porta altså besluttet at gå et skridt videre og starte ekspanderingen.

“På nuværende tidspunkt vinder konceptet indpas og øger værdien, da det nu har særlig relevans. Ikke kun fordi det vil tilbyde en smittefri oplevelse i Málaga, men også fordi det sker i et scenarie med økonomisk recession og dermed giver os mulighed for at skimte håb i horisonten for jobskabelse og øget indtægt for hele provinsen”, lyder det i en udmelding fra de to kvinder.

Autocine Málaga vil være placeret 15 minutter fra byens centrum i industriparken i Guadalhorce. Den kommer til at fylde 16.000 kvadratmeter, hvor der både bydes på film, anden underholdning og madi form af foodtrucks og en rigtig amerikansk 'Diner'.

Biografen får kapacitet til 250 køretøjer og over 250 hængekøjer, et børneområde og et område til motorcykler og scootere. Derudover bliver der plads til private udendørs arrangementer.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.