Kæmpepark skydes i gang
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 05/01/2017 - 10:33
Vejr og natur
NATUR & FRITID: Andalusisk arkitektur, gang- og løbestier, springvand, pjaskeri og - ikke mindst - borgernes ønsker.
Udarbejdelsen af projektet med kæmpeparken i Las Lagunas i Mijas udbydes nu i licitation.
Området, der vil blive det største i provinsen, ventes at have en anlægsomkostning på fem millioner euro, og vil kunne være klar i 2018.
Kun et par uger efter det blev bekendtgjort, at Mijas regnede med at få den største park i provinsen inden for det næste par år, har kommunen udbudt projektet i licitation.
Man regner indtil videre med, at fasen med skitseprojektet kommer til at koste omkring 200.000 euro.
Indflydelse fra borgerne
Mijas Kommune har tilkendegivet, at de vil have borgernes meninger med i projektet. De skal komme med deres idéer. Derfor har borgmesteren oprettet e-mailadressen elgranparque@mijas.es, hvor man kan komme med sine idéer.
- Vi skal have alle Mijas-borgerne med i projektet, og vi vil tilpasse projektet i takt med, at vi får forslag fra borgerne. Det skal bare være teknisk muligt. siger borgmester Maldonado
Projektet har en imponerende titel: ‘Servicio de redacción de proyecto de ejecución de parque en la zona Cortijo del Ahogadero, dirección de obra y coordinación de seguridad y salud’.
Anlægsperioden ventes at ville starte i år og skal senest være afsluttet den 31. december 2020.
Men ifølge kommunens egen hjemmeside er det målet, at parken skal være færdig inden udgangen af 2018.
Tilbuddene i licitationen skal allerede være klar her den 16. januar.
Bare så andalusisk
Parken vil ifølge det opgivne komme til at fylde mellem 450.000 og 500.000 kvadratmeter, og rådhusets nye forslag til grøn infrastruktur i Las Lagunas er tænkt som en fordeling af haver og skove, som i udkanterne skal have løbestier, cykelsti og skøjtebane samt en klatrevæg.
Det arkitektoniske udtryk skal være “gennem-andalusisk i en romantisk indkapsling, som fører os tilbage til gamle tider”. Der skal være associationer til æsel-taxier, arabiske tage, smedjer, geometriske kakler og alle de elementer, som definerer Mijas. Og det hele skal være bundet sammen af springvand, kiosker og en musikpavillon.
Parken i Mijas vil også komme til at omfatte en sø med både og en bro, som forventes at være det sted, hvor alle besøgende tager billeder.
Og så skal der naturligvis være legepladser og vandplaskeri til børnene om sommeren.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.