Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Kamp mod tid og vejr

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 17/03/2017 - 01:00

Vejr og natur

NATUR & TURISME: Vinteruvejr og bølger på fem meter. Vejret gør det ikke let for myndighederne i Málaga, der knokler med at blive klar til påsken.

Når vi det til påske? Vejrguderne ser ikke ud til at være med strandfolket, der snart ankommer og tager fat på badesæsonen.

Det faktum at der er under tre uger til påske, får sveden til at springe frem på panden af folk, der er afhængige af gode strande.

Onsdag og torsdag gik bølgerne højt, og der var orange niveau på kysten lige fra morgenstunden. Bølgerne var op til fem meter høje og oversvømmede store dele af strandpromenaderne ved Huelin, Misericordia, Sacaba og Guadalmar, skriver Diariosur.

Også andre steder vest for Málaga ser det slemt ud, efter de to dages alarmberedskab, og meget af det sand, der allerede var smidt ud for at have strand at tilbyde, er nu forsvundet igen i mange kystbyer.

Sandet forsvandt helt op til strandcaféerne, og borde og stole skyllede væk. Tilfældige forbipasserende syntes, at det var flot at fotografere, men de mange afspærringer vidnede om, at nok er det pænt på billeder, men det er en alvorlig sag. Ufattelige kræfter er på spil.

Vi når det!

For tiden ser det ikke så godt ud. De strandcaféer, hvor påskegæsterne skal sidde og hygge sig, står under vand, og det er nødvendigt at reparere nogle af murene. Mange har mistet alle borde og stole, da havet simpelthen har taget alt med.

Men som det er sket før, kommer bystyret ud og lover, at alt vil gå op i en højere enhed til påske. Strandene vil være klar, og vejret vil blive bedre. Helt parat til at modtage de første badegæster før Palmesøndag.

Så snart bølgerne har trukket sig lidt, bliver alt sat ind. Byrådsmedlem med ansvar for strandene forsikrer, at det ikke er værre i år, end det har været så mange gange før.

Havet skal bare falde lidt til ro.

Men det har faktisk været lidt slemt. Båden mellem Málaga og Melilla blev aflyst, der har været talrige oversvømmelser og lukkede veje. Men det ordner sig, lover byrådet. Vi når det hele inden påske, lyder løftet.

Vi krydser fingre. 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.