Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Kaos og køer fortsætter

Skrevet af Simon Koefoed Toft, tor, 27/07/2017 - 10:59

Fly & trafik

FLY & TRAFIK: Sommertrafikken har overvældet Barcelonas lufthavn, hvor folk nu står i kø helt ud på gaden.

Sikkerhedsfolkene i El Prat-lufthavnen i den catalanske hovedstad har varslet strejke fra den 4. august, hvis ikke deres arbejdsforhold forbedres.

Men efter alt at dømme behøver medarbejderne slet ikke strejke for at lamme den store lufthavn. Det gør sommertrafikken helt af sig selv.

I hvert fald er køerne i dag så lange, at de stikker ud af terminal T1 og ud på gaden.

Det skriver La Vanguardia.

Misset fly

Passagerer, der var forberedt på højsæson-kaoset, ankommer op til fem timer før de skal flyve for at være klar til ventetiden i security.

Mange er dog ankommet i sædvanlig tid og er derfor gået glip af deres afgange.

Nogle tager sågar hashtagget #KatastrofePrat i brug

Grunden til den massive ventetid er underbemanding og manglende kvalifikationer i sikkerhedskontrollen.

Og netop de to forhold er præcis grunden til at sikkerhedspersonalet har truet med at gå i strejke.

Lammet lufthavn?

Tilsyneladende har personalet altså fat i den lange ende: Lufthavnen har ikke tilstrækkelig bemanding til at håndtere trafikken i højsæsonen.

Samtidig bliver nye medarbejdere ikke uddannet til at løse alle sikkerhedsopgaver, hvilket skaber yderligere problemer.

Hvis ikke parterne finder en løsning på deres konflikt, kan strejken potentielt få katastrofale følger for lufthavnen i de påvirkede dage.

Her kan du læse om, hvorfor personalet har varslet strejke.

Fem timer før

Med fuld bemanding er køerne massive, så hvis personalet begynder at nedlægge arbejdet fire timer om dagen, som det er planlagt, kan El Prat blive mere eller mindre lammet.

Og der er altså ikke andet at gøre end at komme i rigtig, rigtig god tid, hvis man skal flyve fra lufthavnen.

Hvis man ankommer mellem fire og fem timer i forvejen skulle man være på den sikre side.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.